AirTags misbruges til overvågning – nu strammer Apple op

Apples lille sporingsenhed AirTag misbruges i stor stil til at overvåge folk uden deres samtykke. Nu forsøger Apple igen at dæmme op for misbruget af den lille gadget.

AirTags misbruges til overvågning – nu strammer Apple op

Apples lille sporingsenhed AirTag, som kom på markedet i foråret 2021, er lynhurtigt blevet en populær gadget til dem, der har det med at smide ting væk og nemt vil kunne finde dem igen.

Men der gik ikke lang tid, før de første uheldige sager, hvor enheden viste sig at blive brugt til at overvåge og forfølge folk uden deres samtykke, dukkede op.

Læs også: Sådan former teknologi samfundet og kaprer menneskers hjerne

Folk misbruger AirTags til overvågning af andre

Apple havde ellers forsøgt at tage højde for denne form for misbrug af enhederne ved at indarbejde en mekanisme, så enhederne giver lyd fra sig, hvis den ikke er i nærheden af ejeren – for eksempel fordi den bruges til at spore andre. Oprindeligt begyndte de at bippe efter 30 timer, men denne forudsigelige adfærd blev hurtigt misbrugt. I juni 2021 ændrede Apple derfor AirTags’ adfærd, så de i stedet bippede på et tilfældigt tidspunkt efter 8-24 timer. Dertil udgav Apple også en Android-app til at opdage en AirTag i nærheden.

Overvågningen via AirTags ser ud til at være et relativt stort problem, for så sent som i januar udsendte lokalpolitiet i New Jersey i USA endnu en advarsel om, at AirTags udgør en “iboende trussel mod politiet, da kriminelle kunne bruge dem til at identificere betjentes følsomme lokationer og personlige rutiner”.

Læs også: Google-chef skal undersøge teknologiens påvirkning på samfundet

Apple strammer op og forbedrer AirTag

I en pressemeddelelse oplyser Apple, at it-giganten har ”identificeret endnu flere måder, hvorpå vi kan opdatere AirTag-sikkerhedsadvarslerne og hjælpe med at beskytte mod yderligere uønsket sporing.”

I en kommende opdatering vil Apple opdatere opsætningsskærmen, så brugere bliver gjort endnu tydeligere opmærksom på, at AirTag kun er beregnet til at spore egne ejendele, at AirTags er designet til at kunne opdages af ofre for overvågning, og at Apple kan udlevere unikke identifikationsnumre på AirTags til politiet, hvis de misbruges.

Skulle det ske, at man bliver overvåget af en AirTag, vil Apple nu gøre det nemmere for folk med en nyere iPhone at kunne lokalisere trackeren med høj præcision via telefonens kamera. Apple vil også begynde at vise en meddelelse på iPhones, hvis vedkommende er i nærheden af en uønsket AirTag. Det vil hjælpe i tilfælde, hvor en AirTag er svær at høre, eller hvis den er modificeret og har fået højtaleren fjernet.

Til sidst justerer Apple også tonen på den lyd, som AirTag afspiller, hvis iOS-brugere modtager en besked om, at der er en uønsket AirTag i nærheden.

Læs også: Nyheder om mennesket og teknologi