Kina vil begrænse børns daglige mobilforbrug til maks. 2 timer

I et forsøg på at undgå, at smartphonesskader børn og unges udvikling, foreslår Kina nu at begrænse børns skærmtid til mellem 40 minutter og to timer om dagen alt efter barnets alder.

Kina vil begrænse børns daglige mobilforbrug til maks. 2 timer

Forskning har ad mange omgange dokumenteret, at overforbrug af smartphones og sociale medier har en negativ indvirkning på mennesker, men særligt børn og unge.

Det ser Kina ud til at ville tage konsekvensen af. I hvert fald har landets såkaldte Cyberspace-forvaltning foreslået et nyt lovudkast. Det skal begrænse, hvor lang tid børn under 18 år kan bruge deres smartphone.

Læs også: Sådan former teknologi samfundet og kaprer menneskers hjerne

Mellem 40 minutter og to timers skærmtid om dagen

Børn under otte år vil blive begrænset til kun 40 minutters skærmtid om dagen, mens børn mellem otte og 15 år vil kunne bruge deres smartphone i én time om dagen. 16- og 17-årige unge kan bruge deres mobiltelefon i op til to timer om dagen.

Forslaget vil også forbyde brug af smartphones mellem klokken 22 og 6 om morgenen for at undgå, at brugen forstyrrer deres nattesøvn. Ifølge forslaget forældre have let adgang til en såkaldt ”minor mode” (tilstand for mindreårige, red.), hvor forældre kan administrere, hvilket indhold deres børn kan se. Børn kan anmode om at forlade den begrænsede telefontilstand, hvilket kræver en forælders godkendelse.

Tilstanden kan også tillade internetudbydere at vise indhold ud fra barnets alder. Børn mellem 12 og 16 år kan blive eksponeret for undervisnings- og nyhedsindhold, mens børn under tre år kun kan se sange og anden form for lyd.

I forslaget advarer cyberspace-forvaltningen også virksomheder mod at tilbyde indhold, der skaber afhængighed eller er skadelige for børns fysiske og mentale sundhed.

Læs også: TikTok-afhængige teenagere har dårligere arbejdshukommelse

Håber at kunne begrænse børns afhængighed

Det er endnu ikke sikkert, at lovforslaget bliver gennemført – lige nu er det i høring. Men bliver det en realitet, er håbet at kunne sætte en begrænsning for smartphone og applikationers negative indvirkning på børn og unge.

Den kinesiske regering er bekymrede for, at langvarig brug af mobiltelefon, spil og tjenester kan skade børns udvikling.

Da landet allerede begrænser unge i at kunne spille maks. tre timers online videospil om ugen – og kun i weekender og på helligdage – er det bestemt ikke usandsynligt, at det nye lovforslag gennemføres.

Læs også: Sådan påvirker teknologi menneskers beslutningstagen

Tekniske detaljer endnu ikke på plads

Før lovforslaget gennemføres, er der nogle tekniske omstændigheder, der skal afklares. For eksempel er det uvist, om det er mobilproducenterne eller leverandører af styresystemer (iOS og Android), der bliver ansvarlige for at implementere børnetilstanden.

Udviklere af apps – for eksempel ByteDance, der står bag TikTok, og Tenscent, der står bag WeChat – vil formentlig også skulle tilpasse sig de nye regler, hvis lovforslaget bliver gennemført. Det kan blive nødvendigt for techselskaber som disse at redesigne deres apps til at levere indhold, der er i overensstemmelse med de foreslåede indholds- og tidsmæssige begrænsninger.

Læs også: Nyheder om mennesket og teknologi