‘TikTok-hjerne’ kan ødelægge børns koncentrationsevne
Appen TikTok fortsætter med at stige i popularitet. Det sociale medie gør sig særligt bemærket ved at levere korte videoklip på helt ned til 15 sekunder, som mange børn og unge streamer time efter time.
TikTok har i lang tid været beskyldt for at føre til afhængighed og påvirke unges mentale helbred negativt. Unge, der bingewatcher kort videoindhold som TikTok eller Instagram Reels, har sværere ved “at deltage i aktiviteter, der ikke giver øjeblikkelig tilfredsstillelse,” skrev familie- og techskribenten Julie Jargon i The Wall Street Journal sidste år. Hun døbte effekten “TikTok-hjerne.”
At ’bingewatche’ – hvad er det?Hører du til blandt generation Z/zoomers eller generation Alpha, ved du uomtvisteligt, hvad det vil sige at bingewatche. Det gør du formentlig også, hvis du hører til generation Y, men er du fra generation X eller ældre, er det et ord, der måske ikke lige ringer en klokke. ”Bingewatch” kommer af de to engelske ord ’binge’ (orgie – det vil sige overdreven indtagelse af noget) og ’watch’ (det at se). At bingewatche betyder altså at se mange afsnit af en tv-serie eller lignende på kort tid og er et begreb, der især bruges af uge. Begrebet findes også i kortfort, hvor man ’binger’. |
De første tidlige studier er nu ved at blive gennemført, og de peger på, at der er noget om snakken. TikTok ser ud til at kunne påvirke folks koncentrationsevne negativt.
Læs også: Sådan former teknologi samfundet og kaprer menneskers hjerne
TikTok er en dopaminmaskine
Det helt store kritikpunkt ved TikTok er appens evne til at drive brugerne ud i en endeløs karrusel af videoer i kort format, der scrolles igennem. Ifølge John Hutton, der er børnelæge og direktør for Reading & Literacy Discovery Center på Cincinnati Children’s Hospital i USA, er TikTok en ”dopaminmaskine”.
Dopamin er en neurotransmitter, som hjernen frigiver, når den forventer en belønning. Den mekanisme kritiseres TikTok for at udnytte.
I The Wall Street Journal forklarer han, at “en strøm af dopamin forstærker trangen til noget behageligt, uanset om det er et velsmagende måltid, et stof eller en sjov TikTok-video”.
Når man scroller i TikTok og støder på en video, der får én til at grine, modtager hjernen dopamin. Og når man omvendt ser noget, som man ikke kan lide, kan man lynhurrtigt scrolle videre til noget, der producerer mere dopamin. Når man gentager denne cyklus, kan man i sidste ende træne ens hjerne til at hige efter de belønninger, som man får fra kortere indhold, har neuropsykolog Dr. Sanam Hafeez tidligere forklaret til mediet Bustle.
Resultater fra et studie udgivet tidligere på måneden af forskere fra Guizhou University of Finance and Economics i Kina og Western Michigan University i USA indikerer, at videoer på TikTok og lignende indhold såsom YouTube Shorts fanger brugerne gennem “korte udbrud af spænding”, som kan føre til udvikling af vanedannende adfærd.
Læs også: TikTok undersøges for at skade unges mentale helbred
Børns koncentrationsevne bliver udfordret
Når unge mennesker laver aktiviteter, der kræver langvarigt fokus såsom at læse, bruger de det, der kaldes “direkte opmærksomhed”. Det er en funktion i den forreste del af hjernens frontallap, som er ansvarlig for beslutningstagning og impulskontrol.
“Direkte opmærksomhed er evnen til at hæmme distraktioner og fastholde opmærksomheden og til at skifte opmærksomhed på passende vis. Det kræver færdigheder af højere orden som planlægning og prioritering,” siger Michael Manos, der er klinisk leder af Center for Attention and Learning på børnehospitalet Cleveland Clinic Children’s i Ohio.
Den konstante strøm af korte videoer på TikTok er kendetegnet ved ikke at kræve brugerens konstante opmærksomhed. Michael Manos tilføjer:
“Hvis børns hjerner vænner sig til konstante forandringer, har hjernen svært ved at tilpasse sig en ikke-digital aktivitet, hvor tingene ikke bevæger sig helt så hurtigt.”
Ifølge Gloria Mark, der er forfatter til bogen Attention Span: A Groundbreaking Way to Restore Balance, Happiness, and Productivity, oplever unge mennesker “en kulturel indoktrinering”, der tilskynder dem til at “vænne sig til og endda foretrække denne slags stærkt stimulerende hurtige sceneskift.”
Det bliver dermed sværere for dem at være opmærksomme på ting, der ikke giver øjeblikkelig tilfredsstillelse.
TikTok har gjort flere tiltag for at begrænse risikoen for, at unge brugere udvikler afhængighed. Blandt andet ved ikke at udsende notifikationer efter klokken 21 til brugere mellem 13 og 15 år. Tiktok deler også lejlighedsvist videoer om at pause den evige scrolling, gå udenfor eller spise en snack.
Læs også: Nyheder om mennesket og teknologi