Smartphonemarkedet stadig ramt af mangel på komponenter
Endnu en gang ser vi, hvordan teknologi-virksomheder rammes af den globale mangel på komponenter og halvledere. Nye tal fra analysevirksomheden Canalys er ude. Der rapporteres om smartphone-producenter, som ikke har kunnet leve op til efterspørgslen på markedet. Det har betydet, at de samlede leveringer af smartphones er faldet i årets tredje kvartal.
Smartphone-markedet blev mindre i Q3 2021
I tredje kvartal af 2021 faldt de samlede globale leveringer af smartphones – og det er der en efterhånden velkendt grund til. Der er nemlig stadig stor mangel på komponenter og halvledere, som betyder at fabrikkerne ikke kører på fuld kapacitet. I stedet har leverandørerne kæmpet for at imødekomme efterspørgslen på grund af mangel på komponenter.
Samtidig gør chipset-producenterne det sværere for smartphone-producenterne at tjene penge på enhederne, da efterspørgslen betyder, at de kan hæve prisen på komponenterne. Producenterne af smartphones prøver ihærdigt at tilpasse deres produktion til de tilgængelige chips, men det er en nærmest umulig og meget ressourcekrævende opgave. Resultatet af denne mangel betyder, at det samlede smartphone-marked går tilbage med 6 procent sammenlignet med året før.
For at undgå at hæve priserne på smartphones ventes der at komme et større fokus på bundles. Smartphones kan derfor bundles med wearables, højtalere og andet tilbehør med en højere margin.
Som det ser ud lige nu, er det noget, smartphoneproducenterne og mange andre producenter må leve med. Man forventer nemlig ikke, at denne mangel på komponenter er forbedret før langt inde i 2022.
Læs også: Danmark verdensmestre i mobildækning og mobiloplevelse
Samsung i front, Apple haler ind
Tager vi et kig på smartphoneproducenternes markedsandele i årets tredje kvartal, er Samsung stadig i front. Sammenlignet med samme periode sidste år, fastholder Samsung en markedsandel i kvartal på 23 procent.
Samsung skal dog ikke hvile alt for længe på laurbærrene, for Apple haler ind. Fra tredje kvartal 202o til tredje kvartal 2021 er Apple gået fra 12 procent markedsandel til 15 procent. Apple er angiveligt også blevet ramt af mangel på halvledere, men har til gengæld netop lanceret iPhone 13-serien, som er blevet vel modtaget hos forbrugerne. Der er angiveligt en stærk efterspørgsel på iPhone 13-telefonerne.
15 procent markedsandel til Apple betyder også, at de overhaler Xiaomi, som ellers netop havde overhalet dem i andet kvartal. Xiaomi fastholder deres markedsandel på 14 procent.
Det går frem for begge de kinesiske mærker vivo og OPPO, der hver opnår 1 procent markedsandel mere i tredje kvartal 2021, fra 9 til 10 procent. OPPO og OnePlus er blevet slået sammen, hvorfor tal for OPPO også inkluderer OnePlus.
Se også: Nyheder om telekommunikation