Nyt videnscenter skal sikre digital teknologiforståelse til alle børn og unge
I Danmark bryster vi os at have digitalt indfødte børn med stærke digitale kompetencer. Men mange børn – særligt fra ressourcesvage hjem – føler sig alene og overlagt til den digitale verden uden støtte fra voksne.
Det er en af årsagerne til, at der nu etableres et videnscenter for teknologiforståelse. Det skal udforske, hvordan børn og unge konstruktivt og kritisk kan være medskabere af de digitale teknologier, som danner rammerne for deres liv, fællesskaber og samfund.
Læs også: Her er alle danske it-uddannelser og uddannelser inden for teknologi
Børn og unge skal have viden om digital teknologiforståelse
Videnscenteret for digital teknologiforståelse kommer til at levere viden om digital teknologiforståelse til både grundskolen og ungdomsuddannelser. Målet er at skabe et fælles vidensgrundlag på tværs af uddannelsessektorer, der kan danne grundlag for nye uddannelsestiltag samt videreudvikling af eksisterende fag.
”Ambitionen er, at alle børn og unge, uanset køn, postnummer eller social baggrund, får viden om digital teknologiforståelse, så de konstruktivt og kritisk kan deltage som demokratiske borgere i et digitaliseret samfund,” siger Ole Sejer Iversen, der leder af det nye videnscenter og professor i interaktionsdesign og leder af Center for Computational Thinking & Design ved Aarhus Universitet. Han tilføjer:
”Centeret vil udvikle en viden, som giver børn og unge mulighed for at medskabe de digitale teknologier, som skaber rammer for vores hverdag, fællesskaber og demokratiske samfund”.
Universiteter og professionshøjskoler står bag
Videnscenteret etableres i et samarbejde mellem otte universiteter og professionshøjskoler, herunder Københavns Professionshøjskole, Aarhus Universitet og Københavns Universitet.
Aarhus Universitet og Københavns Professionshøjskole er værtsorganisationer og varetager forankring af digital teknologiforståelse på henholdsvis de gymnasiale og videregående uddannelser samt grundskole og læreruddannelse.
Der har tidligere været lignende forsøg og projekter. Det nye videnscenter skal samle op på disse for at etablere en samlet dansk tilgang til digital teknologiforståelse i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Det skal ske med afsæt i de danske skoletraditioner og nyeste internationale erfaringer.
Videnscenteret er støttet med 50 millioner kroner af Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden og Villum Fonden i en periode på 2023 til 2028.
Læs også: Nyheder om uddannelse og studieliv