Tænketank: Overgangen til elbiler går ikke hurtigt nok
Langt de fleste af de største bilproducenter driver lobbyvirksomhed mod grøn omstilling af den globale bilpark og halter derfor bagefter med at udbrede grønne elbiler. Sådan lyder det fra den uafhængige energi- og klimatænketanken InfluenceMap, som kritiserer bilproducenterne for at underminere de globale klimamål.
Tænketanken har i en ny undersøgelse analyseret klimastrategierne fra 12 bilproducenter, som alle bakker op om Parisaftalen fra 2015. Det er gjort ved at gennemgå deres engagement i global klimapolitik, hvilket er sammenholdt med prognoser fra IHS Markit frem til 2029 over salget af elbiler.
Analysen viser, at kun én bilproducent, Tesla, har klimapolitikker, der er i overensstemmelse med Parisaftalens mål, lyder det fra InfluenceMap. Blandt de 12 bilproducenter ventes kun to af dem, Tesla og Mercedes-Benz, at overgå til rene elbiler (BEV) hurtigt nok til at nå Det Internationale Energiagenturs mål om at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grad.
“Næsten alle bilproducenter formår ikke at holde trit med overgangen til nul-emissioner. Denne undersøgelse viser, at de, der halter længst bagefter, også er de mest negative, når det gælder om at kæmpe for klimapolitik,” siger Ben Youriev, der er programchef for InfluenceMap.
Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling
Langt fra mål om at sælge nok elbiler
Ifølge Det Internationale Energiagentur er det nødvendigt at udfase benzin- og dieselbiler for at holde temperaturstigningen under 1,5 grader inden 2050. Da brintbiler ventes at komme til at spille en forsvindende lille rolle, vil det de facto være de rene elbiler (BEV), der skal erstatte brændselsmotorerne.
For at nå Det Internationale Energiagenturs mål kræver det, at mindst 57,5 procent af nye biler, der sælges i 2030, er CO₂-neutrale. InfluenceMap har sammenholdt dette mål med 2029-prognosen fra IHS Markit, som viser, at 52 procent af nye biler solgt i 2029 skal være CO₂-fri.
Virkeligheden ventes dog at blive en noget anden. Den globale produktion af elbiler ventes nemlig kun at udgøre 32 procent af salget af alle nye biler i 2029. For at nå Det Internationale Energiagenturs mål skal bilproducenterne dermed øge salget af elbiler med hele 80 procent i de sidste 12 måneder.
Kun to bilproducenter er inden for målet
Der ses en enorm forskel på de 12 undersøgte bilproducenters evne til at bidrage med en andel på mindst 52 procent CO₂-neutrale biler i 2029. Som nævnt er det kun Tesla og Mercedes-Benz, der er i overensstemmelse med dette mål. Tesla sælger allerede udelukkende elbiler, mens 52 procent af Mercedes-Benz’ salg ventes at komme fra elbiler i 2029. Det er dog værd at huske på, at der findes mange andre små bilproducenter på markedet, som er inden for målet – men blandt de største kniber det altså gevaldigt.
De resterende 10 undersøgte bilmærker ligger alle under niveauet, der er nødvendigt for at omstille bilparken i overensstemmelse med Det Internationale Energiagenturs mål om en temperaturstigning på maks. 1,5 grader inden 2050.
Særligt slemt står det til for japanske Toyota, som i mange år har satset benhårdt på plugin-hybridteknologi, men som snart lancerer sin første elbil, BZ4X. I 2029 ventes kun 14 procent af Toyotas bilsalg at være rene elbiler, og ikke langt derfra finder man Honda med 18 procent.
Læs også: Toyota advarer mod forhastet overgang til elbiler
Bilproducenter holder stadig forbrændingsmotorerne i live
Tænketanken har også kigget på bilproducenternes engagement i klimapolitik. På en skala fra A til F scorer 8 ud af 12 undersøgte bilproducenter D+ eller dårligere i forhold til at nå Parisaftalens mål.
Bilproducenterne har givet udtryk for at bakke op om klimaindsatsen, men de har samtidig modsat sig specifikke politikker, der skal regulere og/eller udfase biler med forbrændingsmotorer, lyder det.
Tænketanken ser derfor en klar sammenhæng mellem et negativt politisk engagement og lave prognoser for produktionen af rene elbiler.