Nu kan du bruge ChatGPT på enhver hjemmeside
En af de funktioner, der gør Microsofts chatbot, Bing Chat, unik, er muligheden for at kunne tilgå den fra enhver hjemmeside – og selv en PDF-fil – når man bruger Edge-browseren Det giver nem adgang chatbottens mange funktioner.
Hidtil har det ikke været muligt at gøre det samme med ChatGPT fra OpenAI – firmaet som står bag sprogmodellerne GPT-3.5 og GPT-4, som anvendes i både ChatGPT og Bing Chat. Det ændrer en ny Chrome-udvidelse dog på.
Læs også: Hvad er kunstig intelligens? Sådan ser fremtiden med AI ud
Chrome-udvidelse giver dig adgang til ChatGPT overalt
Chrome-udvidelsen går under navnet Merlin og er lavet til at være en hjælpende hånd, uanset hvilken hjemmeside du browser. Alt du skal gøre for at komme i gang er at downloade udvidelsen i Chrome Web Store til en Chromium-baseret browser såsom Google Chrome, Vivaldi, Brave eller Opera.
Når du installerer udvidelsen, skal du give den tilladelse til at måtte læse al data fra de hjemmesider, du tilgår. Dette er en nødvendig tilladelse for at udvidelsen kan læse hjemmesidernes indhold og modificere visse hjemmesider for at tilføje ekstra bokse, for eksempel i Google-søgeresultaterne.
Ifølge Merlins privatlivspolitik indsamler udvidelsen ikke personlige oplysninger såsom din IP-adresse, indholdet på hjemmesiderne og oplysninger om din enhed. Udvidelsen kan dog godt registrere de kommandoer og tekstbidder, som du oplyser til Merlin.
Læs også: OpenAI udvider ChatGPT’s egenskaber med plugins
Sådan fungerer Merlin
Når Merlin er installeret og du har oprettet en gratis konto, vil du opleve, at den er til rådighed på alle hjemmesider. Du kan bringe et popupvindue frem ved at trykke genvejstasten Ctrl + M på en Windows-computer eller Cmd + M på en Mac.
Her kan man skrive om alt mellem himmel og jord, ligesom man kender det fra ChatGPT eller Bing Chat, og du kan endda selv vælge, om du vil anvende GPT-3- eller GPT-4-sprogmodellen. Hver bruger har 51 forespørgsler til rådighed om dagen. En forespørgsel med GPT-3 koster én enhed, mens en forespørgsel med GPT-4 koster hele 10 enheder.
Ønsker man adgang til flere funktioner såsom flere forespørgsler (op til 24.000), bedre, længere og hurtigere svar samt ingen landerestriktioner, kan man abonnere på Merlin Pro for enten 19, 39 eller 119 dollar om måneden.
Merlin er altid til stede i Googles søgersultater
Særligt når man bruger Google, er Merlin smart. Her kommer der automatisk en boks frem i højre side, når du laver en helt almindelig Google-søgning. Vær dog opmærksom på, at Merlin pt. kun virker, når du ændrer sproget på Googles brugerflade til engelsk i indstillingerne. Du kan dog fortsat søge på dansk og få svar på dansk, men Googles brugerflade er nødt til at være på engelsk, før Merlin dukker automatisk op.
På en hvilken som helst hjemmeside kan du desuden markere brudstykker eller hele afsnit af tekst og få chatbotten til at sammenfatte teksten for dig. Det samme er muligt, når du tilgår en YouTube-video med undertekster. Her ser du også en ny boks, hvor du kan få AI’en til at lave et lynhurtigt resumé af videoens indhold.
Læs også: Nyheder om kunstig intelligens