Techgiganternes medarbejdere bringes modvilligt tilbage fra hjemmekontoret

Efter COVID-19-pandemiens nedlukninger vil techgiganterne gerne have medarbejderne tilbage på kontorerne, men ikke alle medarbejdere synes om at forlade deres hjemmekontor.

Techgiganternes medarbejdere bringes modvilligt tilbage fra hjemmekontoret

Under COVID-19-pandemien har de internationale techgiganter som Google, Microsoft og Apple, ligesom mange andre virksomheder, været nødsaget til at hjemsende deres medarbejdere. Under pandemien har techgiganterne præsenteret rekordhøje fortjenester, og de har samtidig insisteret på, at medarbejderne skal forlade deres hjemmekontorer igen, når situationen tillader det.

Google, eksempelvis, har måttet udskyde sin ellers planlagte tilbagekomst af sine medarbejdere efter kritik. Den kritik er dog bestemt ikke stilnet af, nu hvor techgiganterne er begyndt at bringe medarbejderne tilbage på hovedkontorerne. Det skriver CNBC.

Læs også: Hjemmekontoret er kommet for at blive: Her er fordele og ulemper

Det er blevet mindre attraktivt at arbejde på hovedkontoret

På et møde hos Google, hvor alle medarbejderne kunne få ordet, var der ifølge mediet stor utilfredshed med kravet om, at medarbejderne som udgangspunkt skulle vende tilbage til søgegigantens hovedkontor. Den øgede fleksibilitet og mere tid sammen med familien, som hjemmearbejdspladsen giver, og ikke mindst de stigende brændstofpriser og udsigten til trafikpropper ved at pendle har gjort det mindre attraktivt for medarbejderne at vende tilbage til kontoret end før COVID-19.

En af årsagerne til Googles iver for at få medarbejderne tilbage er, ifølge moderselskabet Alphabets direktør Sundar Pichai, at medarbejderne er nødt til at lære deres nye kollegaer at kende. Ved førnævnte mødte oplyste Pichai, at virksomheden har ansat mange nye ansigter de seneste to år, som ikke har nogen fornemmelse for, hvordan virksomheden fungerer.

Ifølge konsulentvirksomheden Robert Half skal techgiganterne dog træde varsomt. To ud af tre arbejdsgivere oplyser, at de ønsker deres medarbejdere tilbage på kontoret, men halvdelen af medarbejderne oplyser samtidig, at de vil kigge efter et andet job, hvis det tvinges til at forlade hjemmearbejdspladsen.

Læs også: Nye regler for hjemmearbejde – vækker både harme og glæde

Gambler med medarbejdernes loyalitet

Ifølge eksperter leger de store techvirksomheder med ilden, når de insisterer på at have deres medarbejdere til stede på hovedkontoret. I USA og mange andre dele af vesten er der enorm konkurrence om techmedarbejderne, og derfor er fastholdelse af og medarbejdernes tilfredshed med arbejdsgiverne vigtigere end nogensinde.

Netop på grund af COVID-19-pandemien startede der en bølge af medarbejdere, der opsagde deres stillinger for at søge nye veje i virksomheder, der tillader hjemmearbejde. For techgiganterne er det dermed forbundet med en vis risiko at tvinge medarbejderne til at pendle til arbejdspladsen – også selv om der kun er tale om hybridarbejde med 2-3 dages arbejde på kontoret, som mange af techgiganterne praktiserer.

Distriktschef Megan Slabinski fra Robert Half vurderer, at det giver små og mellemstore virksomheder en gylden mulighed for at skaffe højtkvalificeret arbejdskraft, hvis de store techvirksomheder ikke tilgodeser det stigende ønske om at kunne arbejde hjemmefra.

Læs også: Nyheder om arbejdsplads og hjemmekontor