Avancerede selvkørende biler kan eliminere dødelige billukker
Biler bliver konstant smartere i takt med, at bilproducenter arbejder i retning mod selvkørende biler, der kan transportere mennesker fra a til b, uden at man skal være opmærksom på trafikken.
En forudsætning for en fremtid med selvkørende biler over hele verden er dog, at de ikke kun er mindre dødelige, end når vi i dag selv sidder bag rettet – de skal slet ikke føre til dødelige ulykker.
Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling
Hvad skal der til, for at selvkørende teknologi ikke koster liv?
I dag dør 1,3 millioner mennesker og 50 millioner kommer til skade om året som følge af bilulykker. Sådan lyder det i en rapport fra den amerikanske virksomhed Neural Propulsion Systems. Virksomheden hævder at have udviklet en platform til selvkørende kørsel, der forårsager nul dødelige bilulykker. Firmaet har beregnet, hvad der skal til, hvis selvkørende teknologi skal kunne eliminere samtlige dødsfald, der i dag sker i trafikken.
Ifølge undersøgelsen kræver nul dødsfald fra selvkørende teknologi under de værste vejforhold en datahastighed mellem sensorer og computersystemer på 100 terabit per sekund. Det er 10 millioner gange mere end den sensoriske datahastighed fra vores øjne til vores hjerner, lyder det fra NPS.
Læs også: Software i selvkørende biler tilbagekaldes efter at forårsage tre uheld
Selvkørende teknologi uden dødsfald er allerede mulig i dag
NPS har udviklet en prototype bestående af hardware og software, som blev testet på en flyvestation i Californien. Datahastighederne i sensoren blev opnået ved hjælp af en kombination af banebrydende analyser, avanceret multispektral radar-, solid-state LiDAR- og avanceret SoC-teknologier.
Hjertet i NPS’ system er en matematisk algoritme kaldet Atomic Norm. Den er baseret på en signalbehandlingsteknik kaldet compressed sensing udviklet ved California Institute of Technology, University of California og Stanford University i 00’erne. NPS har siden tilpasset algoritmen til autonom kørsel. Med databehandlingsteknikken, som bruger principper fra fysik og informationsteori, er det ifølge NPS muligt for sensorer at sanse nok til, at selvkørende kørsel med nul dødsfald allerede i dag kan lade sig gøre.
Læs også: AI skal reducere bilulykker
Sensorer og hurtig dataoverførsel kan ikke stå alene
En selvkørende bil, der er fyldt med forskellige sensorer til at beskytte den enkelte bil og dens passagerer, kan dog ikke stå alene. Det er også nødvendigt, at de selvkørende biler kommunikerer med hinanden (V2V), og at bilerne kommunikerer med skyen.
Roger Lanctot, der er direktør for opkoblede biler i analyseinstituttet Strategy Analytics, forklarer til TechNewsWorld, at et vigtigt element, der mangler i NPS’ vision om nul dødsfald, er infrastrukturen omkring bilerne.
“Alt tyder på, at fuldt automatiserede køretøjer uden chauffører enten skal køre på fysiske eller trådløse ‘skinner’ eller vil kræve rigelig støtte fra infrastrukturbaseret edge computing,” forklarer Roger Lanctot.
Læs også: Honda og SoftBank tester V2X-teknologi til at forhindre bilulykker
Analytiker: Ikke muligt at garantere nul dødsfald
Han påpeger endvidere, at spørgsmålet om en fremtid med fuldt ud selvkørende køretøjer, der ikke koster menneskeliv, ikke kun handler om behandling af data fra sensorer. Han påpeger, at NPS’ mål om nul dødsfald kun er et mål, man kan arbejde hen imod, men som ikke er realistisk at nå, da alle sensorer før eller siden vil fejle på en eller anden måde.
Ifølge NPS’ rapport er det dog bestemt muligt at opnå nul dødsfald.
“Baseret på principper fra fysik og informationsteori konkluderer vi, at det er muligt for sensorer at sanse godt nok til at gøre det muligt at undgå dødsfald på vejene. Og baseret på demonstreret prototypeafprøvning af NPS’ sensor- og databehandlingsplatform konkluderer vi, at der findes kommercielt levedygtig og skalerbar teknologi til at gøre dette, og at det er realistisk at bygge et sådant system,” lyder det i rapporten.
De biler, der i dag er tilgængelige på markedet, opererer på niveau 2 ud af 5 inden for selvkørende egenskaber. Bilproducenter som Toyota, Honda, NIO og Mercedes-Benz tester også biler, der understøtter niveau 3 og 4.