Smarte trafiklys sikrer grønt lys til ambulancer og bedre flow i trafikken
Det er ikke kun den danske virksomhed Warning Systems, der arbejder på at optimere ambulancer, politibiler og brandbilers udrykning. Det samme gør bilproducenten Ford, som har arbejdet på teknologien C-V2X (Celluar Vehicle-to-everything). Det dækker over forskellige måder, hvorpå biler kan kommunikere med blandt andet vejnettet (Vehicle-to-Infrastructure eller V2I) og andre biler (vehicle-to-vehicle eller V2V).
Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling
Biler, udrykningskøretøjer og trafiklys udveksler data
Ford har udviklet intelligente trafiklys, som kommunikerer med udrykningskøretøjer. Når et udrykningskøretøj nærmer sig et vejkryds med trafiklys, skifter det automatisk fra rød til grøn og sikrer derfor udrykningskøretøjet en hurtigere og sikrere kørsel gennem vejkrydset.
Løsningen har indtil videre været testet i otte lyskryds i den tyske by Aachen sammen med teleselskabet Vodafone. Her har Ford Kuga Plug-in Hybrid simuleret udrykningskøretøj og været udstyret med en enhed, så den kunne kommunikere med de otte lyskryds.
”Ved at dele data mellem biler, udrykningskøretøjer og trafiklys med det nyeste inden for mobilteknologi bliver alle i trafikken både mere sikre og langt mere effektive. Intelligent styring af trafiklys er med til at redde liv, når hvert sekund tæller,” siger Michael Reinartz, direktør for forbrugertjenester og innovation hos Vodafone i Tyskland, og tilføjer:
”Derudover er det med til at mindske unødig ventetid i trafikken, hvilket i sidste ende er med til at reducere CO2-udledningen.”
Læs også: Verizon og Cisco tester selvkørende biler koblet på mobilnettet
Kan få trafikken til at glide bedre
Han henviser til en anden fordel ved teknologien, som også har store perspektiver i privatpersoners biler. Ligesom udrykningskøretøjer kan de også kommunikere med trafiklys. Føreren af en bil, som er på vej mod et rød lyssignal, vil normalt bremse ned uden at vide, hvornår lyssignalet skifter til grønt.
Men når bilen kommunikerer med lyssignalet, vil teknologien kunne guide føreren af bilen til, at der ikke er behov for at bremse ned, da lyssignalet alligevel skifter til grønt om et øjeblik – og dermed glider trafikken bedre.
For nylig annoncerede teleselskabet Verizon og it-virksomheden Cisco et samarbejde. De to virksomheder har testet en løsning inden for C-V2X, der muliggør selvkørende teknologi uden brug af fysiske radiosignaler langs vejene, men udelukkende kommunikation via mobilnet via 4G og 5G.