Apple løsner grebet om iPhones og iPads i iOS 17

Strammere regler fra EU tvinger Apple til at tillade andre appbutikker end App Store på iPhones og iPads inden 2024. Det sker, når iOS 17 ruller ud næste år.

Apple løsner grebet om iPhones og iPads i iOS 17

Siden den første iPhone så dagens lys i 2007, har Apple haft et meget stramt greb om økosystemet i telefonerne. Kun apps, som er godkendt og udgivet i appbutikken App Store, kan anvendes af slutbrugere – med de krav fra Apple, det indbefatter.

Appudviklere må for eksempel affinde sig med at skulle afgive op mod 30 procent af indtægterne til Apple. Det er noget, som virksomheder bag apps som Spotify, Epic Games og flere populære datingapps har været udtalte kritikere af.

Se også: Hvor kan man købe brugt iPhone?

EU kritiserer Apples lukkethed

Også EU er ikke tilfredse med Apples lukkethed. I sommer vedtog EU en ny forordning om digitale markeder – den såkaldte Digital Markets Act (DMA).

Den skal regulere området for onlineplatforme, der fungerer som gatekeepere – dog kun for virksomheder med en markedsværdi på mindst 75 milliarder euro og med mindst 45 millioner månedlige brugere i EU.

Læs også: Hvem er de største it-giganter – og hvad laver de?

Apps kan downloades uden for App Store i iOS 17

Apple har konsekvent forsøgt at argumentere og lobbye for, at det gør iPhones og iPads mere usikre, hvis brugerne kan ”sideloade” apps fra andre appbutikker end App Store, ligesom man kan på Android-enheder.

Ikke desto mindre efterkommer it-giganten nu kravet fra EU om at tillade andre appbutikker end Apples egen. Det skriver finansmediet Bloomberg.

Ifølge mediet vil Apple introducere muligheden for at hente apps i andre appbutikker i iOS 17 og iPadOS 17. Softwaren ventes at blive rullet ud i september 2023. Dermed overholder Apple EU’s krav om at efterleve de strengere regler inden 2024.

Ifølge kilder, som mediet har talt med, fylder implementeringen meget hos Apple og forstyrrer den sædvanlige udvikling af kommende funktioner.

Det forlyder, at Apple undersøger muligheden for at beskytte brugere af iPhones og iPads mod usikre apps, som er installeret uden for App Store, for eksempel ved at stille visse sikkerhedskrav til applikationerne. Der spekuleres også i, at Apple kan fortsætte med at tage gebyrer for, at apps downloadet uden for App Store kan afvikles på iPhones og iPads. De nærmere detaljer kendes endnu ikke.

Læs også: Big tech har tabt mod EU, allerede inden ny konkurrencelov er vedtaget

Åbner op for iMessage, NFC, browsere og kamera

Det er ikke kun inden for download af apps, at Apple-ejere får øget valgfrihed. Apple kommer også til at åbne op for en række andre teknologier, forlyder det.

I dag begrænser Apple appudviklere adgang til den indbyggede NFC-chip i iPhones og iPads. Dermed er det kun Apple Pay, der kan bruges som standardløsning til mobilbetaling. Adgangen til chippen vil blive åbnet op – dog kun i begrænset grad. Det kan potentielt betyde, at en app som MobilePay kan tilbyde nemmere mobilbetaling end i dag, hvor det foregår via scanning af QR-koder.

Apple overvejer også at fjerne kravet om, at alle webbrowsere i App Store såsom Google Chrome skal bruge Apples egen browsermotor, WebKit. I dag er Google Chrome derfor blot Safari i forklædning, men det kan altså ændre sig med iOS 17.

Forordningen kræver også, at beskedtjenester virker med hinanden, hvilket vil føre til, at Apple er nødt til at åbne for, at selskabets iMessage-beskedteknologi og appen Beskeder kan interagere med andre beskedtjenester. Konkurrenten Google har skubbet på for at få Apple til at implementere den åbne standard RCS, men det har Apple ikke i sinde at gøre.

Også Apples “Find”-netværk bliver muligvis yderligere åbnet op. Her vil det blive muligt for konkurrenter som Tile og Samsung SmartTags at fungere i appen. Også en række kamerateknologier, som i dag er forbeholdt Apples kamerapp, vil blive tilgængelige for andre appudviklere, forlyder det.

Læs også: Elon Musk erklærer krig mod Apple

Kun i EU i første omgang

Hvis andre områder end EU vælger at gå samme vej, kan Apples arbejde med at efterleve EU’s nye forordning ifølge kilder hos selskabet danne fundament for andre områder. I første omgang er ændringerne dog designet til kun at træde i kraft i EU.

I USA og en række andre lande har myndighederne dog arbejdet på at implementere lignende lovgivning, men er ikke lige så langt fremme i arbejdet som EU.

Det er en velkendt mekanisme (Bruxelles-effekten), at når EU indfører ny og stram lovgivning, så breder implementeringen sig til markeder uden for EU. I tilfældet med Apple kan det for eksempel ske, hvis det ikke er økonomisk rentabelt for Apple at distribuere vidt forskellige udgaver af iOS- og iPadOS-software til EU og de øvrige markeder.

Nyheden om, at Apple arbejder på at efterleve EU-forordningen, fik aktierne fra firmaer, der udvikler populære datingapps, og Spotify til at stige med op til 10 procent. Imens ændrede Apples aktie sig ikke nævneværdigt.

Læs også: Nyheder om international tech