Elon Musk vil omdanne Twitter til en super-app kaldet X
Det velkendte Twitter-logo med en blå fugl bliver erstattet af et sort kryds, og navnet Twitter skrottes også til fordel for navnet X. Det har Elon Musk, som købte det sociale medie i oktober 2022, annonceret på netop Twitter.
Der har i længere tid været indikationer på, at Elon Musk har været interesseret i at rebrande Twitter. For eksempel da selskabet bag Twitter skiftede navn til X Corp i forbindelse med ejerskiftet.
Elon Musk har også fået fingrene i domænet X.com, som snart vil blive taget i brug.
Læs også: Hvem er de største it-giganter – og hvad laver de?
Kraftigt fald i annonceindtægter
Navne- og logoskiftet sker efter længere tids fald i Twitters annonceindtægter. Ifølge Elon Musk er annonceindtægterne næsten halveret. De mange markante ændringer, som Elon Musk har gennemført straks efter overtagelsen af Twitter, har gjort annoncører tilbageholdende med at annoncere på mediet.
Tilbage i marts håbede Musk på, at Twitter kunne opnå en positiv pengestrøm i juni, men det er endnu ikke sket. Mere end 80 procent af Twitters medarbejdere er blevet fyret i et forsøg på at reducere driftsomkostningerne.
Læs også: Elon Musk-selskab skal teste hjerneimplantat på mennesker
Vil omdanne Twitter til en alt i én-app
I Asien er såkaldte super-apps meget populære. Super-apps er en app, der kan en masse forskellige ting. Netop det lader til at være visionen med X hos Elon Musk.
Uanede muligheder med super-appsDer findes ikke mange super-apps. WeChat er den mest kendte og blev allerede i 2018 den mest benyttede smartphone-app i verden med mere end 1 milliard aktive brugere. Et andet eksempel er appen Grab, som kan bruges til blandt andet transport, levering af mad og mobilbetaling i Singapore, Malaysia, Cambodia, Indonesien, Myanmar og Filippinerne. Indonesiske Gojek er en tredje super-app, som tilbyder mere end 20 forskellige tjenester, herunder shopping, mobilbetaling, leje af køretøjer, taxi, levering af mad, dokumenthåndtering og køb af dagligvarer. |
I en række tweets kommenterer Linda Yaccarino, der er direktør for Twitter – nu X – på ændringerne:
”Det er yderst sjældent – både i livet eller i erhvervslivet – at man får en ny chance for at gøre endnu et stort indtryk. Twitter gjorde et massivt indtryk og ændrede den måde, vi kommunikerer på. Nu vil X gå videre og forandre det globale bytorv,” siger hun og tilføjer:
”X er den fremtidige tilstand af ubegrænset interaktivitet – centreret omkring lyd, video, beskeder, betalinger/bankforretninger – som skaber en global markedsplads for idéer, varer, tjenester og muligheder. Ved brug af AI vil X forbinde os alle på måder, som vi kun lige er begyndt at forestille os.”
Det er ikke første gang, at Twitter skifter logo. Det skete også kortvarigt i april, hvor Elon Musk ændrede det sociale medies logo til en Shiba Inu-hund som symbol på den såkaldte Dogecoin-kryptovaluta. Denne gang lader logo- og navneskiftet dog til at være på en noget mere seriøs baggrund.
Læs også: Nyheder om international teknologi