SoftBank og Nvidia dropper officielt Arm-køb

Med henvisning til lovgivningsmæssige udfordringer dropper Nvidia sit annoncerede køb af ARM. I stedet skal ARM børsnoteres.

SoftBank og Nvidia dropper officielt Arm-køb

Nvidia opgiver sit opkøb af halvlederproducenten Arm for 260 milliarder kroner. Ejeren SoftBank og Nvidia meddelte tirsdag, at handlen er afbrudt med henvisning til lovgivningsmæssige udfordringer.

SoftBank håber i stedet at have Arm klar til en børsintroduktion “inden for det regnskabsår, der slutter 31. marts 2023”.

Frygt for monopol på halvlederproduktion

Nvidias planer om at opkøbe Arm blev først annonceret i 2020. Et opkøb ville have skabt et halvledermagtcenter på et tidspunkt, hvor Nvidias datacenterforretning eksploderer. Nvidia, der er bedst kendt blandt forbrugerne for sine grafikkort med høj ydeevne, fremstiller specialiserede GPU-drevne produkter til højtydende computerklynger, supercomputere, AI, metavers-projekter og meget mere.

Arm licenserer sin chipteknologi til andre virksomheder og er umulige at komme uden om, når det drejer sig om chipproduktion.

Myndigheder og nogle af de store techvirksomheder udtrykte da også bekymring for monopollignende tilstande ved et eventuelt opkøb, og i december lagde den amerikanske forbruger- og konkurrencestyrelse Federal Trade Commission (FTC) sag an for at blokere overtagelsen, idet den hævdede, at købet var konkurrenceforvridende.

De engelske myndigheder havde også planer om at indlede en dybdegående såkaldt fase 2-undersøgelse af Nvidias opkøb af Arm af hensyn til den nationale sikkerhed og af konkurrencemæssige årsager. Det var to tungtvejende forhindringer, der kunne kuldsejle den planlagte sammenlægning.

Presset er så tilsyneladende blevet for stort, og planerne for opkøbet er skrinlagt. I en fælles skrivelse fra de to selskaber forklares det, at ”parterne er blevet enige om at opsige aftalen på grund af betydelige lovgivningsmæssige udfordringer, der forhindrer gennemførelsen af transaktionen på trods af parternes bestræbelser i god tro. Arm vil nu påbegynde forberedelserne til et offentligt udbud”.

Se også: Hvad sælger de store tech-virksomheder?

Bliver store inden for bilindustri, IoT og metavers

SoftBanks topchef Masayoshi Son forklarer, at Arm er kørt i stilling til at komme bredere ud end kun til wearables, supercomputere, cloud, AI og robotteknologi.

“Arm er ved at blive et innovationscenter, ikke kun inden for mobilcomputerrevolutionen, men også inden for cloud computing, bilindustrien, Internet of Things og metaverset, og er gået ind i sin anden vækstfase,” forklarer Son. Han slår slutteligt fast, at selskabet nu vil fokusere på en vellykket børsnotering.

Se også: Nyheder om international tech