86.000 danskere er afhængige af sociale medier

For første gang forskere undersøgt danskernes afhængighed af sociale medier. Minister vil regulere techgiganterne for at komme afhængigheden til livs.

86.000 danskere er afhængige af sociale medier

Ni ud af 10 danskere er på sociale medie, og af dem er to procent – svarende til 86.000 personer – afhængige. Det viser et nyt studie udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed, som netop publiceret i tidsskriftet International Journal of Mental Health and Addiction.

Det bygger på data fra et repræsentativt udsnit af befolkningen på 1.958 danskere i alderen 16-64 år, der over to år har svaret på spørgsmål om deres brug af sociale medier, deres mentale helbred og sociale relationer.

Det er første gang i en dansk kontekst, at forskere har undersøgt de potentielle konsekvenser af at være afhængig af sociale medier.

2,3 procent af deltagerne har et forbrug, kan karakteriseres som afhængighed jf. forskernes definitioner. Cirka 60 procent udviser symptomer på afhængighed, mens 30 procent ikke viser tegn på afhængighed.

”Man kan diskutere, om to procent er et højt eller et lavt tal. Jeg mener, det er et relativt højt tal, set i lyset af at mange bagatelliserer de potentielle konsekvenser af en teknologi, som næsten alle i befolkningen bruger til hverdag,” siger forsker og studiets hovedforfatter, Ziggi Santini.

Se også: Nyheder om mennesket og teknologi

Højere risiko for depression og ensomhed

Undersøgelsen viser, at personer, der er afhængige af at være på sociale medier, har tre gange højere risiko for over tid at udvikle depression og 4,5 gange højere risiko for at føle sig ensomme, ligesom de har højere risiko for at miste tætte sociale relationer sammenlignet med personer, der ikke er afhængige.

”Personer, der er afhængige af at være på sociale medier, har betydeligt højere risiko for at udvikle depression, føle sig ensomme og miste tætte sociale relationer sammenlignet med personer, der ikke er afhængige,” siger Ziggi Santini.

Ifølge Ziggi Santini kan man tale om afhængighed af sociale medier, når de bliver omdrejningspunkt i hverdagen – for eksempel hvis man hele tiden tænker på eller planlægger, hvornår man næste gang skal tjekke opdateringer eller lave opslag.

Se også: Tydelig sammenhæng mellem skærmtid og udvikling af børns hjerne 

Minister vil bekæmpe afhængighed på sociale medier

Ifølge digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) er det vigtigt, at der nu for første gang er sat tal på, hvor mange der er decideret afhængige af sociale medier.

”Det er et skræmmende højt antal, og det er noget, vi bliver nødt til at tage alvorligt, men jeg bliver desværre også nødt til at sige, at vi godt ved, at der er problemer med techgiganternes algoritmer,” siger hun.

Hun mener, at næste skridt nu må være at skride til handling og regulere techgiganterne:

”Vi skal stille techgiganterne til ansvar for det, der bliver vist på platformene. Vi bør også indføre regulering af algoritmer, så de ikke i lige så høj grad fastholder folk.”

Hun mener blandt andet, at der bør indføres aldersverifikation i hele EU, så børn ikke kan oprette profiler på eksempelvis TikTok.

EU vil gøre en ende på “evighedsscrolling”

Fænomenet evighedsscrolling eller doomscrolling er velkendt, særligt blandt unge. De scroller på livet løs gennem feedet på sociale medier som Facebook, Instagram og TikTok uden et egentlig formål – bare fordi det er blevet en vane, og fordi de sociale mediers indhold giver konstante dopamin-fix.

EU har allerede forsøgt at stramme grebet om techgiganterne med de forordninger om henholdsvis digitale tjenester (DSA) og digitale markeder (DMA)- Christel Schaldemose, som har været Europa-Parlamentets chefforhandler på DSA, erkender over for DR, at EU har været for langsomme til at reagere på problemet og siger, at det nu er nødvendigt at stramme loven yderligere.

“Vi skal stille krav til techgiganterne om, at de simpelthen ikke må lave et design, der gør folk afhængige. Vi skal ind i kernen, ind i algoritmerne og i den forretningsmodel, der styrer, at vi skal holdes fast,” siger Christel Schaldemose.

Se også: Sådan former teknologi samfundet og kaprer menneskers hjerne