Undersøgelse: Danskerne scroller sig i søvn
For rigtig mange mennesker er mobiltelefonen det sidste, de ser om aftenen, inden de lægger sig til at sove, og det første, de griber ud efter, når de vågner om morgenen. Det viser en ny undersøgelse lavet af NordVPN, som spurgte 15.600 mennesker i hele verden – blandt andet i Danmark – om deres mobilvaner ved sengetid.
Læs også: Sådan former teknologi samfundet og kaprer menneskers hjerne
De fleste danskere bruger mobilen inden sengetid
Undersøgelsen viser, at mere end fire ud af fem danskere tager deres skærmenheder med i seng. Det placerer danskerne på en 9. plads ud af de 16 lande, som deltog i undersøgelsen.
Nærmere bestemt tager 83 procent af danskerne mobilen eller en anden skærm med i seng. Vi scroller og er på sociale medier, inden vi skal sove. Det placerer os i toppen af mennesker, der bruger skærmtid i sengen.
Tallet er højt, men Danmark ligger stadig under engelsktalende lande som USA, Canada og Australien. Her er det 87 procent, der tager en skærm med i seng. Det er dog mexicanerne, der er absolut topscorere, når det gælder skærmtid i sengen. I Mexico bruger hele 97 procent af borgerne en skærm, når de ligger under dynerne.
Se også: Den bedste pris på brugt iPhone 15 finder du her
Kender ikke muligheden for at få fred
De fleste telefoner har i dag en funktion, hvor man kan slå forstyrrende beskeder og endda opkald fra, så man ikke bliver forstyrret imellem eksempelvis klokken 22 og 7 om morgenen. Her er det også muligt at vælge specifikke kontakter, som man gerne vil holde linjen åben for, så man ikke går glip af vigtige beskeder eller opkald fra familie og venner.
Hver femte dansker kender dog slet ikke til denne funktion på deres smartphone. Dermed er danskerne ifølge undersøgelsen den befolkning, der har mindst kendskab til ”Forstyr ikke”-funktionen på mobilen.
Se også: Tydelig sammenhæng mellem skærmtid og udvikling af børns hjerne
Vi er tilfredse med vores forbrug
Er de danske brugere af smartphones og lignende bærbare enheder om natten så tilfredse med brugen af enhederne før sengetid? Hertil svarede 44 procent, at de bruger enhederne i en grad, som passer dem fint, mens 36 procent svarede, at tiden brugt på enhederne er i overkanten af, hvad de faktisk ønsker.
Det er almindeligt accepteret, at det faktisk er skidt for nattesøvnen at kigge på en skærm, inden man skal sove. Lyset fra skærmen snyder hjernen til at tro, at det er dag, og så skruer hjernen ned for produktionen af de hormoner, der gør os trætte og får os til at sove godt. Det faktum er dog tilsyneladende ikke noget, der får os til at stoppe op.
Se også: 86.000 danskere er afhængige af sociale medier
Slå ”Forstyr ikke”-funktionen til
Vi har to tips til dig, der gerne vil sove: Skift til nattilstand på mobilen og slå ”Forstyr ikke”-funktionen til.
De fleste nyere mobiler har en funktion kaldet “nattilstand”. Når du aktiverer den, skruer telefonen ned for det blå lys på skærmen. Det er nemlig det, der ødelægger nattesøvnen. Det skal gøre det lettere at føle sig træt og falde i søvn, og samtidig virker skærmlyset mindre blændende.
Samtidig er det en rigtig god idé at aktivere ”Forstyr ikke”-funktionen. Denne funktion sørger for at slukke for bippende og vibrerende beskeder og opkald i løbet af et fastlagt tidsrum. På den måde kan man sove roligt uden at blive forstyrret. Man kan samtidig vælge, hvem man gerne vil kontaktes af, så ens kære altid kan fange dig.
Søg på ”nattilstand” på Android-telefoner og “nat-tilstand” på iPhones og ”Forstyr ikke” i indstillinger på mobilen for at få en god nats søvn.
Læs også: Nyheder om mennesket og teknologi