Fremtidens Wi-Fi-standard kan registrere bevægelser i dit hjem

Fremtidens Wi-Fi-routere kan registrere objekter i hjemmet med få centimeters præcision og selv menneskers vejrtrækning via radiobølger.

Fremtidens Wi-Fi-standard kan registrere bevægelser i dit hjem

Næste generations Wi-Fi-standard, IEEE 802.11bf, vil få en helt særlig egenskab, som fuldstændig vil ændre måden, vi bruger Wi-Fi på. Via radarbølger kan standarden opdage bevægelser – store som små – i hjemmet. Dermed skal Wi-Fi ikke kun bruges til at overføre data, men altså også bruges til bevægelsesregistrering ligesom radarteknologi eller bevægelsessensorer.

Den kommende Wi-Fi-protokol hedder 802.11 bf og kaldes også WLAN Sensing og udvikles af Wi-Fi Alliance. Faktisk er det ikke helt nyt med Wi-Fi-routere, der kan sanse objekter. Tilbage i 2019 annoncerede Linksys den første mesh-router, der kan registrere objekter. Forskellen er, at det fremover bliver standardiseret.

Læs også: Hvilken slags router skal jeg vælge – guide til private hjem og arbejdspladser

Kan registrere håndbevægelser med radiobølger

Der vil blive brugt to forskellige frekvensområder til Wi-Fi Sensing: Mellem 1 og 7,125 GHz og 45 GHz eller højere. Et diagram, som arbejdsgruppen har lavet, viser, hvordan nøjagtigheden hænger sammen med Wi-Fi-forbindelsens frekvens og båndbredde. Jo højere frekvensen og båndbredden er, jo højere nøjagtighed.

2,4 GHz Wi-Fi vil have en nøjagtighed på 4-8 meter alt efter båndbredde, mens 5 GHz vil ligge på alt fra 8 meter og ned til 1 meters nøjagtighed alt efter båndbredde. Disse lave frekvenser kan bruges til at registrere, når mennesker bevæger sig indenfor i hjemmet.

Læs også: Wi-Fi 7 på vej – er tre gange hurtigere end Wi-Fi 6

Kan registrere når du trækker vejret

Når vi bevæger os op i frekvensområdet omkring 60 GHz, vil det være muligt at nå en præcision på 9 centimeter ved en båndbredde på omkring 2 GHz, mens en båndbredde på hele 8 GHz vil give blot 2 centimeters nøjagtighed – altså nok til, at teknologien kan registrere håndbevægelser.

Ifølge Wi-Fi Alliance vil teknologien i fremtidens routere gøre det muligt at registrere folk, der bevæger sig fra et rum til et andet uden brug af særskilte sensorer. Teknologien er så følsom, at den vil kunne registrere, når folk trækker vejret, fordi ens ånde ændrer radiofrekvensernes egenskaber og kanalegenskaber.

Gigabithastigheder mellem enheder på lang afstand

Ud over muligheden for at kunne registrere objekter vil IEEE 802.11bf også understøtte hurtig dataoverførsel på flere gigabit i sekundet mellem flere enheder over en længere afstand. En anden stor nyhed i protokollen bliver også muligheden for, at selvkørende biler kan kommunikere over protokollen med henblik på at forhindre sammenstød. Dette kaldes også vehicle-to-everything (V2X).

Der kommer dog til at gå mange år, før disse funktioner kommer i Wi-Fi-produkter. Inden da skal den kommende 802.11be-protokol (kaldet Wi-Fi 7) færdiggøres. Arbejdet med protokollen begyndte i 2021, og protokollen vil være under udvikling i mindst fire år endnu.

Læs også: Nyheder om telekommunikation