Digitaliseringsstyrelsen: Pas på svindel til Black Friday

Til Black Friday og Cyber Monday kan man være heldig at gøre et godt køb, men det kan også koste dyrt, hvis man havner i en falsk webshop, advarer Digitaliseringsstyrelsen.

Digitaliseringsstyrelsen: Pas på svindel til Black Friday

Danskerne sidder klar til at gøre et godt køb til Black Friday og Cyber Monday. Det udnytter it-kriminelle, som forsøger at lokke danskerne med tilbud, der er for gode til at være sande. Sådan lyder advarslen fra Digitaliseringsstyrelsen.

Ifølge rapporten Danskernes Informationssikkerhed 2020 oplever en ud af 10 danskere svindel i forbindelse med nethandel. Ofte modtager de ikke varen eller lider et økonomisk tab.

Læs også: It- og cybersikkerhed har aldrig været vigtigere, end det er i dag

Pas på falske webshops til Black Friday og Cyber Moneday

Til Black Friday – og lige så vel Black Week og Black November – er mange danskere på jagt efter et godt tilbud, men it-kriminelle opretter et stort antal falske webshops. For mange danskere kan det være svært at gennemskue, om disse webshops er falske. Alene i 2020 anmeldte den danske mærkningsordning for sikker nethandel, e-mærket, mere end 200.000 falske webbutikker, hvilket er en stigning på mere end 25 procent i forhold til året forinden.

Derfor råder Digitaliseringsstyrelsen nu danskerne til at være ekstra opmærksom, når der shoppes online i disse dage.

”Handel på nettet er for mange af os blevet så almindeligt, at vi ikke tænker synderligt over det, når vi indtaster vores betalingsoplysninger. Det ved svindlerne godt, og de er eksperter i at udnytte det blandt andet via falske hjemmesider,” siger Marie Wessel, kontorchef for cyber- og informationssikkerhed i Digitaliseringsstyrelsen, og tilføjer:

”Hvis tilbuddet virker for godt til at være sandt, er det ofte en god grund til at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang. Særlig i forbindelse med store forbrugsdage som Black Friday, hvor digitale svindlere forsøger at udnytte vores købelyst.”

Sådan gennemskuer du, om en webshop er troværdig

Digitaliseringsstyrelsen guider på hjemmesiden sikkerdigital.dk borgere til, hvordan man spotter svindel, og hvilke it-sikkerhedstrusler virksomheder står over for. Læs også mere om, hvilke trusler inden it- og cybersikkerhed der findes her.

Når man handler i internetbutikker, bør man ifølge Digitaliseringsstyrelsen huske følgende fem gode råd:

  1. Tjek, om der findes en ”Om os”-side, og om beskrivelsen lyder troværdig.
  2. Vær skeptisk, hvis varerne er markant billigere end alle andre steder.
  3. Kig efter sprogfejl og priser i skæve beløb.
  4. Tjek, om webadressen ser rigtig ud.
  5. Kig godt efter beløbet og butiksnavnet, når du får bekræftelses-sms.

Derudover anbefaler Digitaliseringsstyrelsen at kigge efter, om webbutikkerne har e-mærket, som viser, at webshoppen lever op til e-mærkets forbrugerbeskyttende krav. Læs uddybende forklaringer af rådene på sikkerdigital.dk.

Ved sidste års Black Friday handlede danskerne ifølge tal fra Dansk Erhverv for hele 2,11 milliarder kroner med Dankort. En ny undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af Nets, der er såkaldt indløser af Dankort, viser, at 44 af danskerne planlægger at shoppe på Black Friday den 26. november. Det er lavere end i 2020, hvilket skyldes, at Black Friday efterhånden er blevet til Black Week, lyder det.

Læs også: Nyheder om it- og cybersikkerhed