Derfor er danske virksomheder under voldsomme cyberangreb
Danske virksomheder er langt oftere mål for cyberkriminelle end for et år siden. En dugfrisk rapport fra Check Point Software Technologies viser, at antallet af ugentlige cyberangreb mod danske virksomheder er steget med 173 procent siden 2020.
Danske virksomheder under voldsomme angreb fra cyberkriminelle
Til sammenligning er stigningen i cyberangreb mod svenske, norske og finske virksomheder steget med henholdsvis 131, 72 og 96 procent. Globalt er stigningen i gennemsnit på 40 procent.
Rapporten fra Check Point Software Technologies viser desuden, at antallet af danske virksomheder, der bliver ramt af ransomwareangreb, er steget med 23 procent.
“Stigningen af ransomwareangreb mod danske virksomheder er ikke lige så voldsom som cyberangreb generelt. Det er dog vigtigt at understrege, at en stigning på 23 procent er meget høj, når man i rapporten ser, at f.eks. norske virksomheder har oplevet et fald på 21 pct. i antallet af ransomwareangreb,” forklarer Niels Zimmer Poulsen, Head of Security Engineering hos Check Point Software Technologies i Danmark.
Se også: Sådan kan virksomheder forsvare sig selv
Det digitale Danmark har stor angrebsflade
Han forklarer, at det er det kan være svært at pege på specifikke grunde til, at et bestemt land, som for eksempel Danmark, har haft en mindre eller større ændring, eller hvorfor vi har større eller mindre angreb end andre. Han har dog et par bud.
“En del af det kunne hænge sammen med, at tendensen startede med små angrebsmængder, og hver ændring medførte en dramatisk ændring. Det kan også være baseret på angribernes valg af mål og fundne sårbarheder, teknologi- og cybersikkerhedsforanstaltninger.
Danmark er højt digitaliseret og har stor angrebsflade med mange forbundne enheder, hvilket gør Danmark til et oplagt land at gå efter.
Niels Zimmer Poulsen anbefaler, at alle virksomheder og organisationer skifter til en mere præventiv tilgang til cybersikkerhed i stedet for at arbejde på at genskabe, når skaden er sket.
Se også: Nyheder om cyberkriminalitet