Bakteriedræbende emballage kan reducere madspild
Forskere har udviklet et bionedbrydeligt materiale til fødevareemballage, der dræber bakterier, så fødevarer kan holde sig frisk i længere tid. Den vandtætte emballage anvender en type majsprotein kaldet “zein” samt stivelse og andre naturlige forbindelser.
Det er et hold af forskere fra Nanyang Technological University i Singapore og Harvard T.H. Chan School of Public Health i USA, der har udviklet materialet.
Kan dræbe bakterier som E. Coli
Ifølge en undersøgelse, der er offentliggjort i ACS Applied Materials & Interfaces, kan det nye emballagemateriale bidrage til at forlænge friske fødevarers holdbarhed med flere dage. Laboratorieforsøg med emballagen viste dens modstandsdygtighed, når den blev udsat for øget luftfugtighed eller enzymer fra skadelige bakterier.
Emballagen frigiver naturlige antimikrobielle forbindelser, der kan dræbe almindelige svampe og bakterier som E. Coli.
Kan løse problemer med madspild
Professor Philip Demokritou, professor i miljøhygiejne ved Harvard Chan School, siger, at det nye materiale kan være med til at løse de nuværende problemer med fødevaresikkerhed og affald. “Fødevaresikkerhed og fødevarespild er blevet en stor samfundsmæssig udfordring i vores tid med enorme konsekvenser for folkesundheden og økonomien. En af de mest effektive måder at forbedre fødevaresikkerheden og reducere fordærv og affald på er at udvikle effektive, bionedbrydelige, ikke-giftige fødevareemballagematerialer”, forklarer Demokritou.
Materialet er designet til at frigive præcis den nødvendige mængde antimikrobielle stoffer til at håndtere eventuelle bakterier eller fugt, der kan forekomme i fødevarerne. Dette sikrer, at emballagen kan tåle at blive udsat for forskellige miljøer. Det fjerner også risikoen for, at de antimikrobielle stoffer bliver indtaget og påvirker den normale fordøjelsesproces.
I et forsøg, som forskerne gennemførte, holdt jordbær pakket ind i den nyudviklede emballage sig friske i syv dage, før de udviklede skimmel. Til sammenligning holdt friske jordbær, der var pakket i almindelige plastkasser, kun fire dage, før de udviklede skimmel.
Ifølge tal fra FN gik der i 2019 931 millioner tons mad til spilde. Det svarer til 17 procent af al mad det år.
Se også: Hvad kan man bruge bioteknologi til?
Alternativ til plastemballage
Udover at kunne forlænge madvarernes holdbarhed og dermed være med til at forhindre madspild, fremhæves materialet også som et alternativ til plastemballage, som er kendt for at forårsage forureningsproblemer.
Det estimeres også, at 8-10 procent af de globale drivhusgasemissioner er forbundet med fødevarer, der ikke forbruges. I bestræbelserne på at reducere verdens CO2-udslip, kan det altså være en god idé at fokusere på reducering af madspild.
Se også: Nyheder om bioteknologi