Hurtigt bredbånd: Danmark rykker op på ranglisten
Udbyderne af bredbånd i Danmark bliver bedre og hurtigere, og rykker op på den globale rangliste i årets tredje kvartal. Det viser nye tal fra Ookla, som står bag den populære bredbåndshastighedsmåler Speedtest.
Danmark er blevet et endnu bedre land at bosætte sig i, i hvert fald når det handler om hurtigt bredbånd. En ny rapport fra Ookla viser nemlig at Danmark rykker to pladser op på den globale rangliste, og nu har placeret sig på en sjetteplads. Danmarks samlede resultat er en Speed Score på 227.91 Mbps, som kun bliver overgået af Schweiz, Rumænien, Hong Kong, Singapore og Monaco. Speed Score er en kombination af download- og uploadhastighed, hvor førstnævnte har størst betydning betydning for oplevelsen på internettet og derfor vægtes højest i scoren. Der er i tredje kvartal af 2021 otte bredbåndudbydere på Ooklas rangliste: Stofa, EnergiMidt, Eniig, Yousee, Fibia, Telenor, Hiper og Fastspeed.
Læs også: Hvilke teleselskaber ejer hvem?
Én bredbåndsudbyder gør forskellen
Hvorfor rykker Danmark egentlig op på denne rangliste nu? Sammenligner man hastighederne med tal fra sidste måned, så er der ikke den store forskel at se. Medmindre man kigger på én bestemt udbyder, nemlig Telenor. I både første kvartal og andet kvartal af 2021 lå Telenor langt nede på den danske rangliste med en Speed Score på omkring 100. I tredje kvartal har Telenor dog oppet sig gevaldigt, hvor deres score er oppe på 170,55, og derfor nu lander i landets top tre. Det har haft stor betydning for det samlede danske resultat.
Kigger man nærmere på ranglisten opdager man hurtigt, at Telenor, og flere andre udbydere, stadig ikke kan hamle op med de hurtigste. Helt i top finder man nemlig Fastspeed og Hiper. Fastspeed fastholder føringen med en Speed Score på 303,91, hvor Hiper scorer 245,03.
Telenor overtager Yousees føring
Ookla måler også hastigheder på mobilnetværk, hvor der også er sket ting og sager i Danmark. Først og fremmest er Danmark nu på en 14. plads globalt set, hvilket er en plads ned fra forrige kvartal.
Det mest interessante er dog at Yousee og Telenor har byttet plads, som “den hurtigste udbyder i Danmark”. I andet kvartal af 2021 fandt man nemlig Yousee i front med en score på 91,19, hvor Telenor var langt efter med kun 68,41. I dette kvartal er der sket ting og sager, hvor det er gået gevaldigt frem for Telenor. Yousee har i tredje kvartal opnået en score på 85,01, hvor Telenor overgår dem med scoren 88,48.
Se også: Nyt fra telemarkedet