Europæiske motorveje får lynladestationer for hver 60 kilometer
Du kan godt begynde at pakke rækkeviddeangsten væk. I løbet af 2025 vil der nemlig ikke længere være store huller af manglende lynladere til elbiler langs de vigtigste motorvejsstrækninger i Europa.
EU har nemlig vedtaget ny lovgivning, der stiller krav om, at der skal være lynladestationer med en effekt på mindst 150 kW for hver 60 kilometer på det såkaldte transeuropæiske transportnet (TEN-T). TEN-T er et netværk af veje, jernbaner, lufthavne og vandinfrastruktur i hele Europa.
”Den nye lovgivning er en milepæl i vores “Fit for 55”-politik og sikrer mere offentlig opladningskapacitet på vejene i byer og langs motorvejene i hele EU. Vi er optimistiske med hensyn til, at borgerne inden længe vil kunne oplade deres elbiler lige så nemt som i dag på traditionelle tankstationer,” siger Raquel Sánchez Jiménez, Spaniens minister for transport, mobilitet og dagsordenen for byerne.
Lynladere på 150 kW langs de europæiske motorveje
I forordningen er det specificeret, at der senest 31. december 2025 skal være etableret ladeparker med 60 kilometer mellemrum med en samlet effekt på mindst 400 kW, og som omfatter mindst ét ladepunkt med en individuel effekt på mindst 150 kW.
Kravet øges senere, så ladeparkerne inden udgangen af 2027 skal have en samlet effekt på mindst 600 kW og omfatte mindst to ladepunkter med en individuel effekt på mindst 150 kW.
I Danmark er der knap 800 kilometer motorvej, som indgår i TEN-T. Det vil altså betyde, at omkring 12-13 lynladestationer skal etableres.
Kræver nem betaling og rimelige priser
EU stiller også krav om, at det skal være nemt at betale for opladningen ved lynladestationerne langs motorvejsnettet. Det kan ske enten ved brug af betalingsterminaler, kontaktløs aflæsning, som kan aflæse som minimum betalingskort, eller QR-koder (sidstnævnte kun for ladere med en effekt på under 50 kW).
Fra 1. januar 2027 er der krav om, at alle ladere med en effekt på mindst 50 kW langs TEN-T-vejnettet skal tage imod betalingskort eller kontaktløs aflæsning med mulighed for aflæsning af betalingskort.
EU kræver også, at priserne på ladepunkterne skal være ”rimelige, let og klart sammenlignelige, gennemsigtige og ikkediskriminerende”. Ladeoperatørerne skal samtidig gøre prisen på opladningen tydelige og let tilgængelige, så man kan aflæse prisen, inden man begynder opladningen.