Danske startups og scaleups i medvind efter hård coronaperiode
Startups og scaleups har rigtig gode betingelser igen i 2021, efter coronakrisen tog pusten ud af mange danske virksomheder – især dem, som beskæftiger sig med turisme- og oplevelsesøkonomien.
Efterhånden som coronanedlukningerne er kommet på bagkant, var der igen høj aktivitet i erhvervslivet i første halvdel af 2021. Sådan lyder det fra Vækstfonden, som har udgivet rapporten Fra Startup til Scaleup 2021.
I rapporten tager Vækstfonden temperaturen på de vækstbetingelser, der lige nu er for danske startups og scaleups.
Se også: Sådan kommer du i gang som iværksætter og starter egen virksomhed
Over 600 mio. kr. i offentlige tilskudsordninger i 2020
Mange startups starter deres rejse ved at søge tilskud fra offentlige og private ordninger. Disse tilskud kan fungere som katalysatorer, der giver virksomhederne mulighed for at lave et ”proof of concept” eller ”proof of business”.
Innovationsfonden blev i foråret 2020 tilført yderligere 350 millioner kroner for at imødekomme den usikkerhed og tab i omsætning, som COVID-19 skabte i 2020. Det betød, at mere end 600 millioner kroner er blevet kanaliseret ud til danske iværksættere og SMV’er. Tilførslen betyder, at der er givet omkring det dobbelte i tilskud gennem Innovationsfonden i 2020 i forhold til tidligere år.
Mere end 300 millioner kroner er blevet kanaliseret ud til startups gennem grundbevillingen til Innobooster- og Innofounder-programmerne, fremgår det af rapporten. Innobooster- og Innofounder-programmerne er målrettet virksomheder, der har brug for ny viden til realisering af virksomhedens potentiale, red.
Stor vækst i crowdfunding-finansering af danske virksomheder
Tidlig finansiering gennem crowdfunding vækstede markant i 2020. Hvor der i de foregående år er blevet rejst mellem 100 og 200 millioner kroner om året, blev der i 2020 rejst over 350 millioner kroner. Det er især inden for egenkapital-crowdfunding og real-estate-crowdfunding, der er sket en stor stigning.
”Coronaen afbrød en markant høj vækst i crowdlending til SMV’erne i starten af 2020, hvor appetitten på både långivning og låntagning brat ophørte. Herefter blev den primære aktivitet formidling af lån med den nye COVID-19-SMV-garanti fra Vækstfonden, hvor Flex Funding og vores white label-partner SMVerhvervslån hurtigt kom op på at udgøre 9 pct. af de udstedte garantier målt på antal lån,” siger Henrik Vad, administrerende direktør i crowdlending-platformen Flex Funding, og tilføjer:
”Muligheden for at yde COVID-19 lån med statsgaranti har bestemt givet crowdlending, Flex Funding, SMVerhvervslån og Vækstfonden stor goodwill blandt SMV’erne.”
5 milliarder i ventureinvesteringer i første halvdel af 2021
Danske virksomheder har i første halvår af 2021 tiltrukket rekord meget venturekapital – hele 5 milliarder kroner fordelt over 42 investeringsrunder. Til sammenligning blev det til 4 milliarder kroner i danske virksomheder fordelt over 67 investeringsrunder i 2020.
Det var især i foråret 2020, at COVID-19 skabte stor usikkerhed, men for hvert kvartal siden da er niveauet steget, og særligt siden 1. kvartal 2021 er investeringslysten vendt tilbage.
Der er blandt andet kommet flere investeringsrunder på +100 millioner kroner i første halvår af 2021 end i de senere år, og samtidig er der kommet færre investeringsrunder på under 25 millioner kroner.
Det er virksomheder, der beskæftiger sig med biotech, fintech og SaaS/enterprise solutions, der tiltrækker flest investeringer – både målt på investeret beløb og i antal investeringer.
”Investeringsaktiviteten i 2020 var naturligt nok påvirket af chokket fra COVID-19, som initialt satte aktiviteten helt i stå i det tidlige forår 2020. Men allerede efter få uger piblede investeringslysten tilbage i markedet, og en ny virkelighed med investeringer foretaget over Zoom og Teams møder blev normen,” siger Tommy Andersen, Managing Partner i den fællesskabsdrevede venturekapital byFounders, og tilføjer:
“Mange udenlandske venturefonde så nye muligheder i markedet, som før var forbeholdt lokalt funderede fonde, og konkurrencen om de stærkeste danske startups og scaleups intensiveredes derfor voldsomt gennem 2020, og er fortsat ind i H1 2021”.
I første halvår af 2021 rejste følgende virksomheder venturekapital: Abzum Abcendo, AddiFab, Bactolife, BioPhero, Bright Star studios, CapDesk, Cardlay, Chromologics, Cluedin, Contractbook Custimy, Cytoki Pharma, Dixa, eloomi, Flow robotics, Forecast, GamerzClass, Hemab, IO Biotech, Labster, Layerise, Lenus eHealth, Levitate, Liva Healthcare, Lunar, Motosumo, Muna Therapeutics, NIL Technology, Nordetect, Nøie, Penni.io, Pleo, Podimo, Proper, Simple feast, Subaio, SUPERB, Swiipe, Tame, Templafy, Too Good To Go, Umami games, Veo, Woomio og Zymoscope.
Høj aktivitet i buyoutmarkedet i 2021
I 2020 var der en opbremsning i antallet af danske buyoutfonde, der investerede i typisk mellemstore og større unoterede selskaber med potentiale. Dette har dog ændret sig i første halvår af 2021, hvor der er foretaget lige så mange investeringer som i hele 2020. Der har samtidig også været flere aktive internationale forvaltere end danske forvaltere på det danske marked.
Alene i første halvår af 2021 havde 20 buyoutforvaltere foretaget mindst én investering – det samme antal som i hele 2020. I de tidligere år har niveauet ligget på mellem 25-35.
Det er særligt virksomheder inden for industri, råstoffer og forsyning; handel, transport mv. og information og kommunikation, der har rejst buyoutkapital.
Stor stigning i antallet af børsnoteringer
Der er sket en opblomstring i antallet af børsnoteringer, særligt på vækstbørsen First North. Her er der i 2021 mere end 45 selskaber på børsen.
I 2020 var der 12 nynoteringer på Main Market – et tal der voksede til yderligere 14 i første halvår af 2021.
På Main Market var der i første halvår af 2021 tre nynoteringer, hvor der i de to år forinden har været to.
Experian oplyser, at der i 1. kvartal 2021 startede 9.067 nye virksomheder i Danmark, hvilket er en stigning på 30 procent sammenlignet med samme periode i 2020.
Se også: Nyheder om iværksættere og startups