Krav om coronapas kan ramme danske SMV’er hårdt
Det kan skabe panik blandt små og mellemstore virksomheder, hvis erhvervslivet ikke i højere grad bliver involveret end sidste år, hvis coronavirus igen bliver kategoriseret som samfundskritisk sygdom.
Advarslen kommer fra SMVdanmarks administrerende direktør, Jakob Brandt, der repræsenterer cirka 18.000 danske virksomheder. Han henviser til sidste år, hvor vi så, at markedet reagerer øjeblikkeligt på de udmeldinger, der kommer fra ministre og sundhedsmyndigheder.
Panik og udfordringer, hvis erhvervslivet ikke involveres
”På det tidspunkt var vi uforberedte på den situation, vi stod overfor. Det skabte en masse panik og udfordringer. Det er helt afgørende, at vi undgår at havne i samme situation igen og indføre panikløsninger her og nu. Tværtimod har vi brug for en dialog, der sikrer erhvervslivet den nødvendige transparens og forudsigelighed,” siger han.
Hvis coronapasset igen bliver nødvendigt, skal det i højere end tidligere indrettes efter erhvervslivets vilkår, lyder opråbet fra Jakob Brandt til regeringen. Det er ikke utænkeligt, at coronapasset bliver genindført efter en periode med stigende smittetal. Det har fået sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at indstille til Epidemikommissionen, at de straks skal vurdere, om corona igen skal være en samfundskritisk sygdom.
Hver fjerde SMV’er tabte mindst 20 procent af deres omsætning under det første år af coronapandemien, lyder det ifølge Dansk Industri. Særligt SMV’er med stor eksport har indkasseret store tab, som vil tage lang tid at vinde tilbage.
Håber hjemmetest kan bruges som supplement til kviktest
“Der sidder lige nu en masse ekstremt nervøse erhvervsdrivende, som fortjener klare linjer. Jeg vil derfor opfordre regeringen til at inddrage erhvervslivet, for at vi nu kan finde de bedste veje til at nedbringe smitten med så få samfundsøkonomiske konsekvenser som muligt. Man bør eksempelvis undersøge, om vi kan nå samme resultat med mindre indgribende foranstaltninger, for eksempel i hvilket omfang hjemmetest kan bruges som supplement til kviktests,” uddyber Jakob Brandt.
Han forklarer, at krav om coronapas kan have store økonomiske konsekvenser for flere erhverv. For eksempel stod mange ubemandede fitnesscentre tomme i sommer, og restauranterne måtte afsætte ekstra ressourcer, fordi de var forpligtede til at tjekke kundernes coronapas.
Brandt foreslår blandt andet, at der skal være mulighed for stikprøvekontrol i de ubemandede fitnesscentre og tjek af coronapas ved første fysiske kontakt med kunden i restauranterne.
”Vi brug for en dialog, der sikrer erhvervslivet den nødvendige transparens og forudsigelighed,” slår han fast.
Se også: Sådan starter du egen virksomhed
Voksende smittetal
Cirka 75 procent af den danske befolkning er i dag fuldt vaccineret. Antallet dagligt smittede i Danmark toppede midt i december 2020 med knap 4.400, viser tal fra Statens Serum Institut. Herefter faldt antal smittede støt frem til medio februar i år og steg igen let over de næste fire måneder.
Op til sommerferien faldt smittetallet markant med det laveste tal på 184 den 27. juni. Juli og august bød igen på en stigning, mens tallet faldt markant i august og september. I oktober fik smitten igen for alvor fat, og 3. november landede tallet på knap 2.300 smittede.