Metaverset kan blive et alvorligt problem for børn
Mulighederne for at tjene penge på metaverset er store. Det er noget, som teknologivirksomheder, detailhandlere, indholdsskabere og investorer kan blive enige om.
Nogle psykologer og eksperter i mental sundhed mener dog, at kapløbet om at skabe profit fjerner opmærksomheden fra et afgørende spørgsmål: Vil metaverset være et sikkert sted, især for børn og teenagere?
Sociale medier har negativ indflydelse på børn og unges psyke
Nyere forskning har vist utallige negative virkninger af sociale medier på børn og unges psyke – lige fra udbredelsen af mobning og chikane til lavt selvværd og problemer med kropsbilledet. De samme faldgruber kan være lige så udbredte – hvis ikke værre – i metaverset med sin række af enorme virtuelle verdener, der er beregnet til både arbejde og leg.
Dagens sociale medieplatforme er allerede farlige for nogle børn og teenagere. Virtual realitys grad af fordybelse kan gøre disse problemer endnu værre, vurderer Albert Rizzo, en psykolog, der er direktør for medicinsk virtual reality på USC’s Institute for Creative Technologies, over for CNBC.
“Når man først er inkorporeret i et rum, kan man, selv om man ikke kan røres fysisk, blive udsat for ting, der får et realistisk niveau, som kan være psykologisk foruroligende”, advarer Rizzo.
Metaverset skaber langt flere problemer
Rizzo frygter, at metaverset skaber mere ensomhed, langt flere problemer med kropsbilledet og eksponering for farligt indhold, der er relateret til selvmordstanker.
Brugen af digitale 3D-avatarer i metaverset medfører også et andet problem: At være i stand til at ændre sit udseende for at projicere en version af sig selv, der adskiller sig fra virkeligheden, kan være farligt for især unge.
”Tanken om at kunne fiktionalisere din identitet og modtage meget anderledes feedback kan virkelig forstyrre en teenagers identitet,” siger Mitch Prinstein, klinisk psykolog og chef for videnskab i American Psychological Association.
Kan forældre være trygge ved Mark Zuckerberg?
Center for Countering Digital Hates (CCDH) administrerende direktør Imran Ahmed advarer også mod, at sikkerhedspolitikker kan være vanskelige at overvåge og håndhæve i virtuelle rum.
Ahmed slår fast, at forældre skal være på vagt over for deres børns adgang til metaverset, og de bør spørge sig selv, om de er trygge ved, at Mark Zuckerberg har ansvaret for at bestemme, hvem der påvirker ens børn, hvem der kan mobbe dem, og om de er sikre i cyberspace
Ahmed forklarer, at teknologivirksomhederne kan anvende værktøjer til at sikre metaversets sikkerhed for unge brugere, herunder strenge værktøjer til aldersbekræftelse for at forhindre ”rovdyr” i at udgive sig for at være yngre brugere. Der bør også være mange moderatorer og hurtig reaktion, når brugerne rapporterer om overtrædelser af upassende adfærd.
Se også: Sådan påvirker teknologi menneskets hjerne
Kan også gavne børnene
Hvis teknologivirksomhederne tager disse bekymringer alvorligt fra starten og indbygger løsninger i deres metavers-produkter, kan de faktisk gavne børns mentale sundhed, mener nogle eksperter.
“Alle disse nye værktøjer og alle disse nye muligheder kan bruges på godt og ondt,” siger Mitch Prinstein.
Prinstein supplerer med et forslag: Myndighederne bør finde måder at tilskynde virksomhederne til at bruge digitale værktøjer til at forbedre samfundet.
Se også: Mennesket og teknik