Danmark ligger nummer et i EU inden for digitalisering
Danmark ligger helt i top i EU, når det kommer til digitalisering. Det viser 2021-udgaven af den årlige undersøgelse Digital Economy and Society Index (DESI), som netop er udkommet.
I rapporten undersøges EU-medlemslandenes digitale udvikling inden for områderne menneskelig kapital, internetadgang (konnektivitet), integration af digital teknologi og digitale offentlige tjenester.
Siden EU-Kommissionen publicerede den første DESI-rapport i 2016, har Danmark ligget over EU-gennemsnittet. Men i den nye 2021-undersøgelse fortsætter Danmark ikke blot med at ligge over gennemsnittet. Danmark springer fra en tredjeplads i fjor til en flot førsteplads.
Og det er på tværs af alle fire undersøgelsesområder, at Danmark klarer sig rigtigt flot. I kategorien internetadgang ligger Danmark nummer et, i kategorierne integration af digitale teknologier samt offentlige digitale tjenester bliver Danmark nummer to, og til sidst får Danmark en fjerdeplads inden for digitale kompetencer. Det giver et samlet resultat på 87,1 – hele 19 point mere end EU-gennnemsnittet, som ligger på 68,1 point.
Læs også: Hvad er software og it, og hvilken betydning har det for samfundet?
Højeste andel af brugere af offentlige digitale tjenester
Ifølge rapporten har Danmark den højeste brug af digitale offentlige tjenester (e-forvaltning), hvor hele 92 procent af internetbrugerne i Danmark har gjort brug af digitale offentlige tjenester inden for det seneste år. Det er den højeste andel af brugere i undersøgelsen, lyder det.
Den udvikling kan blandt andet forklares ved, at 70 procent af danskerne har grundlæggende eller bedre digitale færdigheder. I EU ligger det tal kun på 56 procent.
Hurtig udbetaling af engangstilskud til danskerne
EU-Kommissionen roser blandt andet Danmarks digitaliseringsklar lovgivning, som viste sig nyttig under coronapandemien. I efteråret 2020 blev der på under 8 dage foretaget automatiske engangsudbetalinger til 2 millioner danskere som tilskud under pandemien og stimulering af økonomien.
Også de danske skolers omstillingsparathed, da undervisningen pludselig skulle afvikles hjemmefra og online, roses i rapporten.
Højeste 5G-dækning i hele EU
Når det kommer til internetadgang, er Danmark også længst fremme. Her får vi som bekendt en førsteplads. Det skyldes, at 94 procent af de danske husstande har adgang til hurtigt internet, hvilket er det tredje højeste i EU.
Fibernetdækningen i Danmark ligger på 70,1 procent, mens der siden 2016 har været 100 procent 4G-dækning. Hele 80 procent af danskerne har allerede adgang til 5G-mobilbredbåndsdækning, hvilket er det højeste i hele EU. Det skyldes særligt TDCs meget hurtige udrulning af 5G i Danmark, mens Telia, Telenor og 3 fortsat er i gang med at udrulle 5G.
Samlet set betyder det altså, at Danmark klarer sig bedst i EU inden for digitalisering. Medvirkende årsager til dette har blandt andet været den fælles offentlige digitaliseringsstrategi fra 2016 og regeringens digitaliseringspartnerskab fra marts 2021, der havde til hensigt at bringe Danmark og danske virksomheder ud af coronakrisen og stærkere ind i fremtiden.
Læs den danske del af Europa-kommissionens 2021-udgave af DESI-rapporten her
Se også: Nyheder om software og it-løsninger