Hvem er de største it-giganter – og hvad laver de?
Mange af de største virksomheder inden for international tech er store konglomerater, der kan bryste sig at være nogle af verdens største virksomheder både målt på omsætning og antal ansatte.
I de seneste årtier har teknologi vist sig at være et af de vigtigste midler for nogle af verdens mest succesfulde virksomheder, når det gælder omsætning og indtjening.
Man taler særligt om Big Tech eller Big Five. Begrebet dækker over de fem største amerikanske techvirksomheder Amazon, Apple, Alphabet (Google), Facebook og Microsoft, der tilsammen udgør hele 40 procent af værdien på Nasdaq 100-indekset.
Kendetegnende for ikke kun the Big Five, men alle de store internationale teknologivirksomheder er, at de bruger enorme summer på forskning og udvikling (R&D). Det er derfor også i høj grad virksomheder inden for international tech, der topper de globale lister over de mest innovative og indflydelsesrige virksomheder.
Men hvor stor en rolle spiller de virksomhederne inden for international tech egentlig? Og hvilke områder driver de forretning indenfor? Det kan du få et grundigt indblik i herunder.
Historien om virksomheder inden for international tech
Teknologi i bred forstand har været brugt helt tilbage til den forhistoriske tid. De store internationale techvirksomheder er dog relativt unge. De er nemlig alle teknologivirksomheder, som beskæftiger sig med informationsteknologi (it) og er udspringet i den digitale alder eller informationsalderen i løbet af det 20. århundrede.
Transistoren – grundlaget for techgiganterne
Den digitale alder begyndte med opfindelsen af transistoren midt i det 20. århundrede, som er grundlaget for moderne teknologi, som de store techvirksomheder i dag beskæftiger sig med. Transistoren gjorde det muligt senere at udvikle såkaldte mainframe-computere, hvilket blandt andet IBM var førende indenfor.
Det var også i samme periode, at muligheden for at lagre data blev forbedret gevaldigt, blandt andet på mikrofilm i 1920’erne og et ferritkernelager sidst i 1940’erne. MOS-transistoren gjorde det muligt at udvikle hukommelse med halvlederteknologi i 1964, og i 1980 opfandt Toshiba flash-hukommelsen. Det førte i 1969 til udviklingen af internettets forløber, ARPANET. I de efterfølgende årtier udviklede computere, internet og anden teknologi sig med lynets hast.
Men hvor langt er teknologien nået i dag, og hvor er de store teknologivirksomheder førende? Få det fulde blik over nutidens største techvirksomheder og deres teknologiske bedrifter.
Områder, hvor internationale techvirksomheder er førende
Blandt de største techvirksomheder er der en række områder, hvor de står særligt stærkt og er de førende i verden. Herunder kan du se de vigtigste fokusområder hos virksomheder inden for international tech:
Software
Software er et enormt forretningsområde for de fleste store techvirksomheder. Nogle af de vigtigste områder, de anvender software til, er følgende:
Styresystemer og tjenester
De store it-giganter står bag software, som driver computere med Windows og MacOS, smartphones og tablets med Android og iOS/iPadOS, PlayStation- og Xbox-spillekonsoller, servere i datacentre og en lang række programmer, apps og søgemaskiner, som bruges dagligt af milliarder af mennesker.
Sociale medier
En anden gren af software er udvikling af sociale medier såsom Facebook, Twitter, YouTube, Instagram, WhatsApp, WeChat og TikTok. Sociale medier har i bred forstand eksisteret i mange årtier, men dem, som typisk forstås som nutidens sociale medier, er begyndte at dukke op sidst i 00’erne, og i dag dukker der stadig nye op.
Kunstig intelligens og maskinlæring
Et område, som de største softwarevirksomheder investerer særligt meget tid i og mange ressourcer på, er kunstig intelligens (AI), maskinlæring (ML) og quantum computing. Allerede i dag bruges kunstig intelligens i mange henseender. Hos kinesiske Alibaba bruger de AI til at forudsige, hvad kunder ønsker at købe, og til at generere automatiske produktbeskrivelser. Og i den kinesiske by Hangzhou overvåger Alibabas AI, City Brain, alle biler og hjælper til at reducere trafikpropper med mere intelligent styring af lyssignalerne.
Hos Google bruges AI og maskinlæring blandt andet til de selvkørende biler, Waymo. Og på udvalgte Android-smartphones kan Googles algoritmer bruge talsyntese til at besvare telefonopkald på brugerens vegne og foretage reservationer hos frisøren eller en restaurant.
Amazon bruger kunstig intelligens til at arbejde på at lære dine købemønstre så godt, at de kan sende varerne af sted til dig, allerede inden du overhovedet har besluttet dig for at købe dem. Amazon bruger også kunstig intelligens i de ubemandede Amazon Go- dagligvarebutikker, hvor kameraer holder øje med, hvad kunden tager fra hylderne. Helt uden at skulle betale, som man kender det, kan man blot forlade butikken med sine varer. Pengene trækkes automatisk fra ens betalingskort.
Læs også: Hvad er kunstig intelligens? Sådan ser fremtiden med AI ud
Forbrugerelektronik og hardware
Udvikling og salg af elektronik og andet hardware til forbrugere er et område, som rigtigt mange af de største teknologivirksomheder beskæftiger sig med. Særligt Apple har det som sin kerneforretning.
Smartphones og computere
Salget af smartphones fra producenter som Samsung, Apple, Xiaomi, Oppo og vivo, bærbare og stationære computere fra mærker som Lenovo, HP, ASUS, DELL, Apple og Acer og kameraer fra mærker som Canon, Sony og Nikon er de mest dominerende områder. Der er også mange techvirksomheder, som beskæftiger sig med udvikling og salg af andre mange andre elektroniske produkter.
Computerchips og halvledere
Design og fremstilling af computerchips fra er et område, som flere og flere af de største techvirksomheder satser på. Virksomheder, som designer og/eller fremstiller computerchips og andre halvledere, er blandt andet Samsung, Intel, TSMC, SK Hynix, Micron, Qualcomm og Broadcom.
Produktion af øvrige komponenter såsom billedsensorer til smartphones og computere, RAM, lagerplads og skærmpaneler er også hardwarekomponenter, som flere af de største techgiganter står bag.
Husholdningsapparater og hårde hvidevarer
Sidst, men ikke mindst, finder man også flere virksomheder såsom Samsung og LG, som er førende producenter af husholdningsprodukter og hårde hvidevarer, især vaskemaskiner, opvaskemaskiner, tørretumblere, køleskabe, ovne, komfurer, støvsugere og varmepumper.
Produktionsfaciliteter
En ting er at designe og udvikle nye produkter, hvilket rigtigt mange af de store techvirksomheder gør sig i. En anden ting er også at stå for selve produktionen.
De fleste virksomheder outsourcer produktionen af de produkter, de designer, til store produktionsvirksomheder – såkaldte Electronics Manufacturing Services (EMS) – som specialiserer sig i netop dette. Eksempler på store produktionsvirksomheder inden for teknologi er Foxconn, Pegatron og Wistron.
Der er dog også flere af de andre techvirksomheder, som selv fremstiller nogle af deres produkter rundt om i verden.
Infrastruktur
De største it-selskaber har også det til fælles, at mange af dem investerer i datacentre og netværksudstyr af forskellig art.
Datacentre og cloudløsninger
Flere it-giganter som Microsoft, IBM, Hitachi, Amazon og Alphabet (Google) tilbyder virksomheder og privatpersoner cloudløsninger og nem adgang til Big Data, herunder teknologier såsom maskinlæring og kunstig intelligens. Cloudløsningerne drives af selskabernes egne datacentre rundt om i verden, blandt andet i Danmark.
Netværksudstyr
Flere techfirmaer som Dell, Huawei, Alphabet, Intel og HP udvikler også i forskellige former netværksudstyr. Selskaberne står bag alt fra netværksløsninger til mobile netværk (radio- og kernenetværk), løsninger til datacentre og såkaldte mainframecomputere.
Indholdstjenester
Indholdstjenester er et område, som de største it-selskaber i stigende grad prioriterer. Efterhånden som den teknologiske udvikling har gjort streaming af indhold nemmere og bedre, er der opstået et enormt marked for at tjene penge på streamingtjenester.
Streaming af spil, film og serier
Streaming er ikke længere kun film og serier, men også spil. I stedet for at downloade store spil kan brugeren i stedet streame dem, hvilket tilbydes af Google, Microsoft og Amazon.
Apple, Sony, Google, Amazon og Microsoft driver alle store platforme, hvor det er muligt at tilgå spil og forskellige abonnementsbaserede indholdstjenester såsom serier, film, bøger, spil, cloud-lagerplads, nyheder og kontorprogrammer.
De største virksomheder inden for internationale tech
Langt de fleste virksomheder anvender i dag teknologi i en eller anden forstand, men derfra og til de virksomheder, som har en eller flere grene af teknologi som deres kerneforretning, er der stor forskel.
Herunder ses de 20 største teknologivirksomheder målt på omsætningen i 2020 ifølge den anerkendte Fortune Global 500-rangliste:
- Apple: Omsætning på 1.766 mia. kr.
- Samsung Electronics: Omsætning på 1.291 mia. kr.
- Alphabet: Omsætning på 1.174 mia. kr.
- Hon Hai Precision Industry Co., Ltd. (Foxconn): Omsætning på 1.170 mia. kr.
- Microsoft: Omsætning på 920 mia. kr.
- Huawei: Omsætning på 831 mia. kr.
- Dell Technologies: Omsætning på 606 mia. kr.
- Facebook: Omsætning på 553 mia. kr.
- Sony: Omsætning på 546 mia. kr.
- Hitachi: Omsætning på 529 mia. kr.
- Intel: Omsætning på 501 mia. kr.
- IBM: Omsætning på 473 mia. kr.
- Tencent: Omsætning på 449 mia. kr.
- Panasonic: Omsætning på 406 mia. kr.
- Lenovo: Omsætning på 390 mia. kr.
- HP Inc.: Omsætning på 364 mia. kr.
- LG Electronics: Omsætning på 345 mia. kr.
I det følgende kan du læse mere om de områder, hvor de største virksomheder inden for international tech står stærkest.
De største internationale techvirksomheder inden for software
Nogle af de største teknologivirksomheder, som arbejder med software, er Apple, Alphabet (Google), Microsoft, Huawei, Dell, Facebook, Sony, IBM og Tencent. Mange af disse virksomheder beskæftiger sig med software som led i andre forretninger, for eksempel techvirksomheder der arbejder med software en del af forbrugerelektronik eller produktionsvirksomheder.
Ranglisten Forbes Global 2000 har rangeret såkaldte pure play-softwarevirksomheder – altså internationale teknologivirksomheder med software som det eneste eller næsten eneste forretningsområde.
Microsoft
Microsoft fra 1975 er den klart største rene softwarevirksomhed efterfulgt af Oracle og tyske SAP.
Microsofts mest kendte softwareløsninger er naturligvis computerstyresystemet Windows og ikke mindst kontorpakken Microsoft Office. Andre store softwareprodukter fra Microsoft er den tidligere Internet Explorer-browser, som er erstattet af Microsoft Edge. Microsoft har også en lang række virksomhedsløsninger, herunder software til webservere, softwareudvikling via Visual Studio og den cloudbaserede databehandlingstjeneste Azure.
Microsoft driver endvidere verdens næstmest benyttede søgemaskine, Bing.
Oracle
Verdens næststørste softwaregigant er Oracle fra 1977. Oracle specialiserer sig i softwareløsninger til virksomheder. Firmaet er bedst kendt for dets forskellige databasesoftwareløsninger såsom Oracle Database, Berkeley DB og MySQL.
Det er også Oracle, der driver det programmeringssproget Java og dets mange tilhørende platforme og softwareløsninger.
De største virksomheder inden for tech, der arbejder med hardware
Inden for forbrugerelektronik og hardware er der en håndfuld aktører, som er de førende:
Samsung
Samsung er verdens største producent af forbrugerelektronik og ikke kun den største mobilproducent, men også verdens næststørste teknologivirksomhed målt på omsætning. Inden for forbrugerelektronik beskæftiger Samsung sig med alt fra mobiltelefoner, tablets, computere, tv og pc-skærme til IoT-produkter til det smarte hjem og husholdningsapparater og hårde hvidevarer såsom vaskemaskiner, opvaskemaskiner, tørretumblere, køleskabe, ovne, komfurer, støvsugere og varmepumper.
Samsung Electronics producerer også mange komponenter, som sælges til andre elektronikproducenter. Samsung er for eksempel verdens største producent af RAM og skærmpaneler, og virksomheden er også en af de førende producenter af kamerasensorer, SSD’er, harddiske, computerchips, højtalere og batterier.
Apple
Apple har førertrøjen på, når det kommer til forbrugerelektronik. Virksomheden sælger ikke flest enheder i de respektive kategorier, men de tjener til gengæld langt mere per solgt enhed end nogen andre. Apple fokuserer særligt på smartphones (iPhone), tablets (iPad), computere (Mac), smartwatch (Apple Watch) og streamingboksen Apple TV.
LG
LG er en af de andre store spillere inden for forbrugerelektronik og komponenter. LG Electronics har indtil 2021 produceret mobiltelefoner, smartphones, smartwatches og tablets, men producerer stadig TV, computere, pc-skærme og husholdningsapparater og hårde hvidevarer såsom vaskemaskiner, opvaskemaskiner, tørretumblere, køleskabe, ovne, komfurer, støvsugere og varmepumper.
LG producerer også komponenter til egne produkter og andre virksomheders produkter, blandt andet skærmpaneler til tv og smartphones og infotainmentsystemer og varme-, ventilations- og køleanlæg til køretøjer.
Sony
Sony har også en lang historik med elektronik og er en af verdens største producenter af elektronik til forbrugere og professionelle. Sony er blandt andet verdens største producent af spillekonsoller, en stor producent af lydprodukter, en af de førende producenter af tv’er, kameraer, smartphones og teknologi til aktiv støjreduktion
Senest er Sony også begyndt at fokusere på elbiler. I 2020 fremviste Sony konceptbilen Sony Vision-S, som er udstyret med den seneste teknologi fra Sony, blandt andet kameraer og sensorer, panoramatouchskærm og 360 graders lyd. I fremtiden vil Sony arbejde på flere løsninger til brug i selvkørende biler.
Intel
Intel er verdens største producent af integrerede kredsløb (IC eller integrated circuit) og fremstiller også chipsæt til bundkort, netværksinterfacecontrollere og integrerede kredsløb, flash-hukommelse, grafikchips og integrerede processorer.
Firmaet er mest kendt for sine Intel-processorer, som anvendes i mange computere, hvor halvdelen af virksomhedens omsætning kommer fra. En tredjedel af Intels omsætning kommer fra fremstilling af hardwarekomponenter til brug i servere og datacentre.
TSMC
Taiwanske TSMC er verdens største uafhængige og dedikerede såkaldte pure-play halvlederfabrik. TSMC producerer udelukkende computerchips for andre chipdesignere såsom Apple, HiSilicon, Qualcomm, MediaTek, AMD, Apple, Broadcom og Nvidia. Det gør TSMC til verdens mest værdifulde halvlederfabrik. Også andre chipproducenter, der selv producerer chips såsom Intel og Texas Instruments outsourcer dele af deres produktion til TSMC.
De største internationale techvirksomheder inden for produktionsfaciliteter
Det globale marked for forbrugerelektronik og hardware til virksomheder kræver store produktionsfaciliteter for at kunne følge med den enorme efterspørgsel.
Foxconn
Taiwanesiske Hon Hai Precision Industry Co., Ltd., bedre kendt som Foxconn, er den suverænt største virksomhed, når det kommer til produktion af elektronik og hardware. Foxconn er en såkaldt kontraktproducent eller kontraktfabrikant (CM), som producerer elektronik for de fleste store elektronikmærker. I alt står Foxconn for produktionen af hele 40 procent af verdens forbrugerelektronik, hvilket gør Foxconn til verdens tredjestørste teknologivirksomhed målt på omsætning.
Foxconn driver flest fabrikker i Kina, men har også fabrikker i Brasilien, en række europæiske lande, Indien, Japan, Malaysia, Mexico, Sydkorea og USA. Blandt Foxconns kunder finder man Apple, Google, Lenovo, Microsoft, Sony, HP, Acer, Dell, Cisco, Huawei, Intel, Motorola, Nintendo, HMD Global og Xiaomi.
Andre teknologivirksomheder som Samsung, Intel, Sony, LG og Dell har også selve egne produktionsfaciliteter, hvor dele af eller alle af virksomhedernes produkter bliver fremstillet.
De største international techvirksomheder inden for infrastruktur
Inden for cloudtjenester er det Amazon Web Services (AWS), der er det mest udbredte produkt blandt virksomheder og privatpersoner, der ønsker nem og hurtig adgang til servere, opbevaring, netværksløsninger, fjernstyring af computere, databaser, analyse, maskinlæring og meget mere.
AWS består af en omfattende portefølje på mere end 200 forskellige produkter og tjenester, hvoraf de mest populære er Amazon Elastic Compute Cloud (EC2), Amazon Simple Storage Service (Amazon S3), Amazon Connect og AWS Lambda.
AWS sidder på en tredjedel af markedet, hvor der er mange andre store konkurrenter såsom Microsoft Azure, Google Cloud, Alibaba Cloud, IBM Cloud, Oracle, Salesforce og SAP. Amazon Web Services er dermed en central indtjeningskilde for hele Amazon-koncernen.
De største virksomheder inden for international tech, der arbejder med indholdstjenester
Når det kommer til indholdstjenester, er der flere store internationale aktører.
Streaming af musik, film og videoer: Apple, Amazon, Alphabet, Facebook m.fl.
Inden for streaming af musik, film, serier og andet videoindhold har Amazon og Netflix flest abonnenter, mens andre førende tjenester kommer fra giganter som Apple, Alphabet (Google), Facebook og Tencent. Streamingtjenesterne Netflix, Apple Music, Apple TV+, YouTube (Music), Facebook Watch, Tencent Video og Tencent Music drives alle af de store virksomheder inden for international tech.
Spil: Apple, Alphabet, Amazon, Microsoft, Sony m.fl.
Inden for streaming af spil er Amazon, Alphabet og Microsoft også førende med tjenesterne Amazon Luna, Stadia og Xbox Cloudgaming.
Og så er der den anden gren af indholdstjenester, download af spil og apps, hvor mange af de samme techgiganter er dominerende. Størst er Apple og Google med appbutikkerne App Store og Google Play. Amazon, Sony, Microsoft, Tencent og Huawei er også blandt de store aktører med Amazon Appstore, PlayStation Store, Microsoft Store, Tencent Store og AppGallery.
Musik- og filmstudier: Sony
Sony er også værd at nævne som en stor aktør inden for musik og film, hvor virksomheden er blandt de største i verden. Sony er eksempelvis verdens næststørste pladeselskab og det tredjestørste filmstudie i verden. Også inden for spil er Sony enorm – faktisk den største udgiver af spil.
Mange af de virksomheder inden for international tech, som beskæftiger sig med andre områder såsom hardware eller software, er altså også blandt de førende leverandører af indholdstjenester.
Se også: Seneste nyt om virksomheder inden for international tech