• Siden industrialiseringen er CO₂-koncentrationen eksploderet på grund af blandt andet afbrænding fossile brændsler, skovrydning og landbrug. Den globale temperatur er derfor steget 1,2 grader siden det førindustrielle niveau.
• Klimaforandringerne fører til, at op mod 216 millioner mennesker må flygte fra deres hjem inden 2050.
• Klimakrisens alvor er begyndt at gå op for de fleste lande, som har tilsluttet sig FN’s mål om at holde temperaturstigningen på 1,5 til 2 grader. Det er stadig muligt at holde temperaturstigningen nede på 1,8 grader.

Klima. Klimaproblemer. Klimaforandring. Vi hører om det hele tiden – og med god grund. Vi mennesker har siden industrialiseringen gjort stor skade på kloden med vores enorme forbrug af energi, der udvindes af kul, gas og olie, fældning af store skovarealer og gennem landbrug bare for at nævne et par ting.

Menneskene er kort sagt i gang med at ødelægge klimaets økosystem, men måske er der stadig håb forude. Læs med og bliv meget klogere på, hvad klima og klimaforandringer er, hvilke aktiviteter der udleder drivhusgasser, hvordan klimaforandringerne påvirker mennesker over hele verden og hvordan den grønne omstilling skal forsøge at rette op på skaderne.

Hvad er klima?

Jordens klima er defineret ved de gennemsnitlige vejrforhold såsom temperatur, nedbør, fugtighed og lufttryk målt over en lang periode. Internationalt er der enighed om, at klimaet betragtes ved brug af måneds- eller årsgennemsnit over en periode på 30 år som defineret af Verdens Meteorologiske Organisation (WMO). Dermed kan større vejrmæssige udsving en kort periode på et eller flere år ikke tages som et udtryk for ændringer i klimaet, da de bør betragtes over en længere periode.

Jordens klima er et resultat af interaktionen mellem fem dele, der udgør klimasystemet. Det er atmosfæren i form af luft, hydrosfæren i form af vand, kryosfæren i form af is og permafrost, litosfæren i form af Jordens øverste klippelag og biosfæren i form af levende væsener.

Klimaforandringer

Begrebet klimaforandringer dækker over de langsigtede forandringer i temperaturer og vejrmønstre. Det gælder både de naturlige og menneskeskabte klimapåvirkninger.

Klimaforandringer er et andet ord for, at der sker ændringer i Jordens naturlige klimasystem. Jorden er nemlig et stort økosystem, hvor påvirkning af én mekanisme af klimasystemet kan skabe en dominoeffekt af påvirkninger af klimasystemets andre mekanismer. Disse mekanismer kan få uoprettelige skader, som kan være forårsaget både naturligt og af menneskelige aktiviteter.

Klimaforandringer fører ikke kun til stigende temperaturer på grund af drivhuseffekten, hvor luftarter stiger op i atmosfæren og holder på Jordens varme, men også mere ekstremt vejr.

Klimaforandringer de sidste 800.000 år

Det er ikke kun mennesker, der har bidraget til drivhuseffekten. Længe før der overhovedet fandtes mennesker på Jorden, skete der også udsving i koncentrationen af CO₂ – i hvert fald på Arktis, hvor man har foretaget dateringer af CO₂-koncentrationen for helt op til 800.000 år tilbage gennem analyser af iskerner.

Som det ses på diagrammet ovenfor, har CO₂-koncentrationen været relativ stabil de forrige 800.000 år indtil midt til sidst i det 20. århundrede. Her lå CO₂-koncentrationen på mellem 174 og 316 ppm (parts per million, det vil sige antal CO₂-molekyler for hver million luftmolekyler). Disse svingninger skyldes blandt andet de forskellige istider, som kan få den globale temperatur til at svinge med cirka 4 grader.

Opgørelser af CO₂-koncentrationen anses for a være en god repræsentation af de gennemsnitlige globale temperaturer, men det er også vigtigt at have in mente, at tallene, der baserer sig på dateringerne på Arktis, ikke nødvendigvis er repræsentative for den CO₂-koncentration og temperaturforandring, der har fundet sted i resten af verden. Det fænomen kaldes arktisk forstærkning. Beviser fra iskerner rundt om i verden i den sidste istid viser eksempelvis, at temperaturen faldt betydeligt mindre – omkring halvt så meget – som temperaturen i Antarktis.

Klimaforandringer de sidste 100 år

De største ændringer i klimaet finder sted inden for de seneste 100 år. Hvor stor en forandring, der er sket i perioden, er der ikke 100 procent konsensus om blandt forskere. Der er dog bred enighed om, at temperaturen og CO₂-koncentrationen stiger.

Tal fra FNs klimapanel viser, at den globale overfladetemperatur er steget særligt siden omkring 1970’erne. I 2020 nåede den globale temperaturstigning på 1,2 grader i forhold til det præ-industrielle niveau (1850-1.900). Hvert årti er temperaturen steget med omkring 0,2 grader, antallet af kolde dage og nætter er faldet, mens antallet af varme dage og nætter er steget.

Som det ses på den røde kurve, er det hovedsageligt menneskelige årsager, der kan forklare den pludselige temperaturstigning. Den grønne kurve, som kun viser de naturlige årsager, er nemlig relativt stabil.

Hvilke konsekvenser har klimaforandringer for Jorden?

Hvilke klimaforandringer fører den globale opvarmning så til? Først og fremmest er mellem 20 og 30 procent af den menneskeskabte CO₂-udledning siden 1980’erne blevet absorberet i havene ifølge FN’s klimapanel, hvilket fører til forsuring. Det gør stor skade på mange havlevende organismer, som ikke kan tåle den pludselige ændring af pH-værdien.

Derudover har global opvarmning en lang række miljømæssige konsekvenser. Arktis, koralrev, de mange fisk, som lever af koralrevene, der dør ud, og mange andre dyrearter får alle dårligere levevilkår, når den globale temperatur øges. I jorden vil antallet af bakterier også vokse op mod 150 procent, hvilket ændrer jordens kulstofkredsløb.

Ekstreme vejrhændelser såsom hedebølger, orkaner, oversvømmelser, tørkeperioder og skovbrande forekommer ligeledes oftere, og gletsjerne trækker sig tilbage, hvilket påvirker både dyr og planter, som lever af smeltevand, og mennesker, som bruger smeltevandet i husholdning og til landbrug. Hele verden vil også mærke til, at gletsjerne skrumper, da havniveauet vil stige over hele verden. Tal fra NASA viser, at vandstanden er steget 3,4 millimeter siden 1995, hvilket fører til, at kyster oversvømmes.

De fysiske konsekvenser af den globale opvarmning er desværre mange flere end dem, der er plads til at gennemgå.

Hvad sker der, når den globale temperatur stiger med 1,5 og 2 grader?

For os mennesker er en temperaturforskel på 0,5 grader ikke til at mærke. Men det har enorme konsekvenser for klimaets økosystem, om der sker en temperaturstigning på 1,5 eller 2 grader.

For eksempel har FNs klimapanel oplyst, at en ekstrem varmehændelse vil ske én gang hvert årti uden menneskers indflydelse. Men hvis temperaturen stiger 1,5 grader (og vi er som bekendt nået 1,2 af graderne), sker de 4,1 gange på et årti, og med 2 graders stigning stiger hyppigheden til 5,6 gange. Ved en 4 graders temperaturstigning stiger hyppigheden til 9,4 gange på et årti.

En varmere atmosfære kan også holde på mere fugt, hvilket resulterer i mere ekstreme nedbørsmængder, som øger risikoen for oversvømmelser. Den øger også fordampningen, hvilket fører til mere intense tørkeperioder.

Ved mere end 2 graders temperaturstigning vil indlandsisen smelte og betyde en stigning af vandstanden på op til 10 meter. 70 procent af koralrevene vil ødelægges af en temperaturstigning på 1,5 grader, og 99 procent af dem vil forsvinde med en temperaturstigning på 2 grader. Og da koralrevene er en vigtig del af havets økosystem, vil det også ramme fiskebestande, der lever af dem.

Er klimaforandringerne menneskeskabte?

Det har siden 1980’erne været til stor debat, i hvilken grad den globale opvarmning er forårsaget af naturlige årsager og af menneskers aktivitet på Jorden, for eksempel gennem afbrænding af kul, olie og naturgas, landbrug og rydning af skov, som frigiver store mængder kulstof ved afbrænding.

I FN’s klimapanels rapport fra 2007 lød det, at ”det meste af den globale gennemsnitlige opvarmning i de seneste 50 år skyldes med “stor sandsynlighed” (over 90 % sandsynlighed, baseret på ekspertvurderinger) menneskelige aktiviteter.” I første del af rapporten fra 2021 lyder det ifølge FN’s klimapanel, at ”menneskelig indflydelse har utvetydigt opvarmet klimasystemet, og udbredte og hastige opvarmninger har allerede fundet sted.”

Klimapanelet har også oplyst i 2013, at det er “ekstremt sandsynligt”, at menneskelig påvirkning var den dominerende årsag til den globale opvarmning i perioden 1951 og 2010. Det er ifølge FN sandsynligt, at mennesker har bidraget til mellem 0,6 og 0,8 grader af temperaturstigningen i perioden. FN’s skøn lyder, at mennesker har haft et sandsynligt bidrag på mellem 93 og 123 procent af den observerede ændring af temperaturen fra 1951 til 2020.

Hvilke menneskelige aktiviteter udleder mest drivhusgas?

Der hersker altså ingen tvivl om, at mennesker er hovedansvarlige for den globale opvarmning. Men hvilke menneskelige aktiviteter er det, der udleder mest kuldioxid, metan og andre drivhusgasser? Få overblikket her.

Ovenstående diagram er fra nonprofitorganisationen World Resources Institute, som bygger på data fra det såkaldte CAIPT-datasæt. I dette samles der data fra peer-reviewede og internationalt anerkendte drivhusgasopgørelser udarbejdet af Environmental Protection Agency (EPA) og andre offentlige myndigheder verden over. De nyeste tal er fra 2018, da der er tre års forsinkelse på opgørelsen.

Her ses udledningen af drivhusgasser i 2018 fordelt på sektor. Den samlede globale udledning i 2018 var på 48,9 gigaton kuldioxid-ækvivalent (CO₂e).

Intet mindre end 76 procent af CO₂e-udledningen kommer fra menneskers energiforbrug. Alene elektricitet og varme står for 31,9 procent, mens udvinding af energi til bygninger, fremstilling, transport, international skibsfart og flygtige organiske forbindelser udgør de resterende 31,7 procent af energiudledningen. Emissioner fra disse aktiviteter omfatter både direkte emissioner fra forbrænding af fossile brændstoffer og indirekte emissioner fra aktiviteter såsom brug af elektricitet.

Næststørste sektor er landbruget, herunder husdyrbrug og dyrkning af afgrøder, der står for 12 procent af udledningen svarende til 5,8 gigaton CO₂e. Dernæst kommer industrielle processer inden for blandt andet kemikalier og cement (5,9 procent svarende til 2,9 gigaton CO₂e).

Affald, der dækker over deponeringsanlæg og spildevand, udgør 3,3 procent svarende til 1,6 gigaton CO₂e. Til sidst er der arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug, herunder skovrydning, som udgør 2,8 procent svarende til 1,4 gigaton CO₂e).

Naturlige mekanismer påvirker også klimaet

Det er som bekendt ikke kun menneskelig aktivitet, der påvirker klimaet. Der er, som tidligere nævnt, også naturlige mekanismer i spil, som også kan føre til klimaforandringer. Det er eksempelvis fænomenet El Niño – sydlig oscillation (ENSO), der giver store temperatursvingninger i overfladevandet i den tropiske del af det østlige Stillehav.

Der er også naturligt forekomne fænomener som ændret solaktivitet og vulkanudbrud, ændring i Jordens kredsløb og forandringer i kontinenternes position. Disse naturlige fænomener kan dog ifølge FN’s klimapanel ikke alene forklare den stigende globale temperatur, der er observeret.

CO₂ er den største drivhusgas

I den midterste kolonne af det store diagram længere oppe er det endvidere muligt at se de specifikke aktiviteter, som de forskellige emissioner i venstre side stammer fra. Højre side af grafen viser desuden fordelingen af de forskellige drivhusgasser i 2018.

Hele 74,5 procent af alle drivhusgasser var i 2018 CO₂, og hele 93 procent af denne kuldioxid kom fra afbrænding af fossile brændsler til at generere elektricitet og strøm, transport, fremstilling og forbrug. 3,3 procent af CO₂-udledningen kom fra arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug.

Den resterende del af drivhusgasserne kommer fra metan (17,2 procent) gennem landbrug, affaldsbehandling og afbrænding af gas, mens lattergas udgør 6,3 procent af drivhusgasudledningerne og F-gasser de sidste 2,3 procent af drivhusgasserne.

Det stemmer overens med data fra Environmental Protection Agency (EPA) som også placerer de de samme drivhusgasser som de mest udbredte.

Klimaflygtninge

De mange forskellige påvirkninger, der sker af Jordens økosystem, betyder, at vi alle på den ene eller anden måde påvirkes af de konsekvenser, det medfører. Men i nogle dele af verden bliver mange mennesker særligt hårdt ramt.

De fattige rammest hårdest af klimaforandringer

Ved klimakonferencen i Bali i Indonesien tilbage i 2007 lød det fra tidligere FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, at ”spørgsmålet om lighed er afgørende. Klimaet påvirker os alle, men det påvirker ikke os alle lige meget”.

Det er nemlig veletableret, at det er de fattige lande og områder, der vil blive ramt hårdest af konsekvenserne af den globale opvarmning. Tal fra FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) viser, at det er hele 90 procent af klimaflygtninge kommer fra de lande, der er mest sårbare og mindst parate til at tilpasse sig konsekvenserne af global opvarmning. Situationen forværres yderligere af, at disse lande også huser 70 procent af de mennesker, der er flygtninge i eget land på grund af konflikter eller vold.

Andre tal fra FN viser endvidere, at 80 procent af klimaflygtninge er kvinder, så kønsmæssigt er der altså også en stor ulighed.

Man taler således om, at globale opvarmning fører til klimaflygtninge. Det er mennesker, som på grund af konsekvenserne af den globale opvarmning er tvunget til at forlade deres hjem.

Ifølge International Organisation for Migration findes der tre former for klimaflygtninge:

• Mennesker, der flygter midlertidigt på grund af en miljøkatastrofe eller en pludselig miljøhændelse, for eksempel et jordskælv, en tsunami eller en orkan.
• Personer, der er nødt til at rejse på grund af forværrede miljøforhold over længere tid, for eksempel på grund af skovrydning eller kysterosion.
• Mennesker, der vælger at rejse væk for at undgå mulige fremtidige problemer, for eksempel på grund af faldende afgrødeudbytte forårsaget af ørkendannelse.

Mere end 200 millioner klimaflygtninge inden 2050

Siden 2010 har 21,5 millioner mennesker hvert år ifølge UNHCR været tvunget til at flytte på grund af konsekvenserne af global opvarmning – og det tal ventes kun at blive højere i fremtiden.

Verdensbanken forventer, at der inden 2050 vil være op mod 216 millioner klimaflygtninge, som må forlade deres hjem på grund af klimaforandringer. Alene i 2020 var der ifølge den internationale nonprofitorganisation Internal Displacement Monitoring Centre (IDMC) 30,7 millioner personer, som måtte flygte fra storme, oversvømmelser, skovbrande og tørke. Til sammenligning var der ’kun’ 9,8 millioner, som måtte flygte fra vold og konflikter.

Klimaflygtninges situation forværres af, at der er en mangelfuld juridisk beskyttelse af dem, der fordrives fra eget land på grund af klimaproblemerne. Der findes nemlig ikke nogen juridisk definition af deres status og intet specifikt internationalt organ, der overvåger beskyttelsen af deres rettigheder.

Øget tilstrømning af flygtninge til Europa og USA pga. klimaændringer

Det store antal klimaflygtninge, som forventes de næste årtier, vil ifølge en rapport fra Institute for Economics and Peace (IEP) føre til en øget tilstrømning af flygtninge, der migrerer til blandt andet Europa og Nordamerika fra lande som Kina, Filippinerne, Cuba, Indien og Bangladesh.

Langt de fleste – faktisk fire ud af fem – klimaflygtninge vælger dog ifølge UNHCR at migrere til et naboland.

Klimamål, klimapolitik og grøn omstilling

Klimaproblemerne er ikke til at tage fejl af, hvilket der siden 1980’erne har været øget opmærksomhed omkring. Men til trods for det er det først i nyere tid, at alvoren er gået op for politikere. For at kunne bremse den globale opvarmning er det nødvendigt at begrænse forbruget af olie, kul og gas, som skal erstattes med vedvarende energikilder som sol-, vind- og vandkraft.

Dertil skal den massive skovrydning bremses, og vaner skal ændres for at belaste klimaet mindre, for eksempel skal der skæres ned på forbruget af kød, da landbruget udleder store mængder drivhusgas.

Klimapolitik er komplekst

For at kunne gøre en forskel er det nødvendigt med internationale klimaindsatser, der kan vende udviklingen. Her spiller FN, som siden 1992 har organiseret de internationale forhandlinger på klimaområdet, en vigtig rolle.

Men klimaforandringerne er et utroligt komplekst problem, som ikke lader sig løse fra den ene dag til den anden. En af udfordringerne er blandt andet de mange landes forskellige forudsætninger for at kunne skabe forandringer, ligesom der også er mange forskellige interesser, der skal varetages, for eksempel fra erhvervslivet. At redde klimaet handler ikke kun om at holde den globale temperaturstigning nede, men også at sikre, at det sker økonomisk og social bæredygtig vis.

Ambitiøse mål fremsat på FN’s klimakonferencer

Hvert år i oktober, november og/eller december holder FN en klimakonference, hvor medlemslandene mødes. Klimakonferencerne er det højeste organ inden for forhandlinger af klimapolitik, og derfor er de også utroligt vigtige i forsøget på at redde klimaet. Med fem års mellemrum forsøges der på disse klimakonferencer at opnå enighed om nye og endnu mere ambitiøse klimamål, som skal sikre, at alle FN-landene forpligter sig til at begrænse udledningen af drivhusgasser.

Sådan et klimamål blev blandt andet indgået ved COP21-klimakonferencen i Paris i 2015 – aftalen der bedre kendes som Parisaftalen. Her nåede FN-landene til enighed om, at ”målet er at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2, helst 1,5 grader celsius, i forhold til det førindustrielle niveau.”

Ved COP26 i Glasgow i oktober-november 2021 blev Parisaftalens mål uddybet. Nu lyder det eksempelvis, at udledningen af CO₂ skal mindskes med 45 procent i forhold til niveauet i 2010, hvis målet om en temperaturstigning på 1,5 grader skal nås.

Som tidligere nævnt er den globale temperaturstigning allerede på 1,2 grader i forhold til det førindustrielle niveau. Hvis målet skal overholdes, er der altså behov for nogle seriøse tiltag, der kan gøre en forskel.

EU vil være klimaneutral i 2050

Netop det forsøger EU at være foregangsland for. Siden sidst 2019 har EU arbejdet i retning mod at spille en ledende rolle i kampen mod klimaudfordringerne. Det første EU-mål hed i december 2020, at EU skulle reducere den interne nettoreduktion af drivhusgasser med mindst 55 procent inden 2030.

Men i blandt andet Danmark var der allerede på det tidspunkt vedtaget mere ambitiøse klimamål. I december 2019 vedtog regeringen en ny klimalov med et mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030 i forhold til niveauet i 1990.

Det Europæiske Råd og Europaparlamentet godkendte i maj 2021 en ny målsætning om, at EU skal være klimaneutral senest i 2050. Læs mere om EU’s grønne pagt, som skal omsætte målet i praksis, her.

Overholdes FN’s klimamål, kan temperaturstigningen holdes på 1,8 grader

Klimapolitik er et kontroversielt emne, og der er mange holdninger til, i hvilken grad problemerne er menneskeskabte – og om de overhovedet er det. Vækstlande som Kina, Indien, Indonesien og Brasilien, som udleder meget CO₂ på grund af landenes store befolkninger, har længe ønsket ikke at forpligte sig til en klimapolitik, som begrænser deres mulighed for økonomisk vækst.

Men også disse lande er begyndt at se problemerne i øjnene, selv om de udleder mindre drivhusgas per indbygger end mange af de rige vestlige lande.

For eksempel annoncerede Kina i 2020, at landet nu har som mål at være CO₂-neutral i 2060, og at landet ønsker at være førende inden for grøn teknologi. Men ikke desto mindre er Kina stadig verdens største udleder af CO₂ fra kulkraftværker. Mens Europa og USA lukker sine kulkraftværker, fortsætter Kina med at opføre nye.

Og fordi målene ikke er andet end mål, er der reelt ikke nogle konsekvenser for de lande, der ikke overholder dem. De klimamål, der indgås, er nemlig op til de enkelte lande at finde løsningerne på.

Det store spørgsmål er så, om det overhovedet er realistisk at bremse den globale opvarmning, eller om det er for sent? Ved COP26-klimakonferencen i Glasgow offentliggjorde International Energy Agency (IEA) en analyse, der viser, at de reviderede klimamål fra 2021 vil føre til, at den globale temperaturstigning kan holdes nede på 1,8 grader – altså 0,6 grader mere end i dag. Om det vil lykkes (og med hvilke konsekvenser til følge), vil kun tiden vise.

Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi