Teleselskabet 3 vokser med 3.000 nye kunder – nærmer sig milepæl

I 3. kvartal 2021 er teleselskabet 3 og datterselskabet OiSTERs kundebase vokset til 1.479.000. Dermed nærmer målsætningen om 1,5 millioner kunder i Danmark sig.

Teleselskabet 3 vokser med 3.000 nye kunder – nærmer sig milepæl

Der er fremgang at spore hos teleselskabet 3 (HI3G Denmark) og dets lavprisselskab OiSTER. De to teleselskaber er nemlig kommet ud af årets tredje kvartal med 3.000 nye kunder i forhold til forrige kvartal. Dermed er 3 og OiSTER tilsammen nu oppe på i alt 1.479.000 kunder.

3 har i længere tid haft som mål at komme op på i alt 1,5 millioner kunder. Dette mål er nu endnu tættere på at blive indfriet, da blot 21.000 kunder mangler.

“Nu nærmer vi os det mål, og selvom vi bestemt går efter at få flere kunder end 1,5 mio., så bruger vi også tiden lige nu på at sætte flere nye mål og være ambitiøse i forhold til, hvad vi gerne vil tilbyde og være for vores kunder i fremtiden. Det skal fortsat være noget særligt at være kunde hos os, og vi vil i øvrigt også gerne sætte et positivt aftryk som virksomhed,” siger Morten Christiansen, Regional CEO i 3 Group og CEO for 3 Danmark.

3 omsatte i 3. kvartal 2021 for 697 millioner kroner (heraf en serviceomsætning på 467 millioner kroner) og endte med et driftsresultat før afskrivninger på 168 millioner kroner.

”Det er et udmærket resultat, selvom den kvikke læser vil notere sig, at vi ikke vækster lige så hurtigt, som vi har gjort tidligere. Det er der ikke mange i markedet, der gør lige nu. Det er omvendt heller ikke alle, der bliver større. Men det gør vi faktisk, og med den forretningsudvikling, 3 er i gang med pt, er der grund til at være optimistisk,” siger Morten Christiansen.

Dette kvartalsregnskab er ikke helt på niveau med sidste års regnskab for 3. kvartal. Her skaffede 3 7.000 nye kunder og omsatte for 666 millioner kroner. Overskuddet lød for et år siden på 214 millioner kroner.

Fakta: Kundeudvikling hos 3 i Danmark (3. kvartal)

  • 2021: 1.485.000
  • 2020: 1.462.000
  • 2019: 1.405.000
  • 2018: 1.311.000
  • 2017: 1.266.000
  • 2016: 1.220.000
  • 2015: 1.159.000
  • 2014: 1.081.000
  • 2013: 969.000

Se også: Nyheder om telekommunikation