• Brugen af kulkraftværker er rekordhøj: Hele 2.045 gigawatt i 2019 mod 1.066 gigawatt i 2000.
• Mens Vesten udfaser sine kulkraftværker, opføres nye i Kina, som alene står for halvdelen af den globale kulkraftkapacitet.
• For at holde den globale temperaturstigning på under 1,5 grader skal alle kulkraftværker i praksis lukkes ned inden 2030.
• En CO2-skat i EU kan drive udviklingen i den rigtige retning.

Hele verden står over for historiens måske mest alvorlige krise – klimakrisen. Den globale temperatur stiger, blandt andet på grund af vi menneskers forbrænding af fossile brændsler. Her er kul en af de største syndere.

Hvordan verden bruger kul i dag og i fremtiden har derfor utrolig stor betydning for, i hvilken grad den grønne omstilling kommer til at lykkes.

Dyk ned i, hvor meget verden stadig afhænger af kul, og hvilke veje vinden blæser i forhold til at bruge kul som energikilde i EU, USA og Kina. Vi tør næsten godt garantere, at du får dig lidt af en overraskelse.

Læs også: Hvilke lande udleder mest CO2 – samlet set og per indbygger?

Kulkraftkapaciteten er næsten fordoblet siden årtusindeskiftet

Lad os først kigge på den globale anvendelse af kul. 63,3 procent af den globale energiforsyning kommer ifølge tal fra BP fra afbrænding af fossile brændsler – heraf er 27 procent fra kul. Kigger man kun på det globale forbrug af elektricitet, kommer hele 36,7 procent fra kul.

Klimapolitikken i de lande, der bruger absolut mest kul, har med andre ord enorm stor betydning for, om vi ud fra et globalt perspektiv er på rette vej mod grøn omstilling, eller om det går i den stik modsatte retning.

Så hvordan ser det globale forbrug af kul rent faktisk ud? Ifølge Carbon Brief har den globale kulkraftkapacitet – altså den mængde energi, der udvindes ved afbrænding af kul – været stigende uafbrudt siden 1950. Og i perioden 2000 til 2019 er kapaciteten næsten fordoblet fra 1.066 gigawatt i 2000 til 2.045 gigawatt i 2019.

I grafen ovenfor ses det på de gule søjler, at den globale kulkraftkapacitet var på 2.045 gigawatt i 2019, men at kurven langsomt flader ud. Der planlægges også langt færre kulkraftværker år for år (300 gigawatt i 2019 mod 1.153 gigawatt i 2015), ligesom der opføres færre og færre nye kulkraftværker.

Intet mindre end 80 forskellige lande bruger dog stadig kulkraft i deres energiforsyning, hvilket er en stigning fra 66 i 2000. Og i en tid med grøn omstilling kan man være tilbøjelig til at tro, at tendensen er vendt, men der tager du fejl. Yderligere 13 lande, herunder Egypten og Forenede Arabiske Emirater, planlægger nemlig at gøre brug af kulkraft. Antallet af nye lande, som planlægger at gøre brug af kulkraft, mindskes dog stille og roligt.

Det bliver dyrere at drive kulkraftværker

Selv om kulkraftkapaciteten aldrig har været højere, er der håb forude. Flere forskellige faktorer har nemlig ført til, at der år efter år bliver dårligere og dårligere økonomi i at anvende kulkraft som energikilde.

Kulkraftværker kører kun halvdelen af tiden

Kulkraftværker skal helst være i drift 80 procent af tiden, fordi der er store etableringsomkostninger forbundet med dem. Det er også en oppetid på 80 procent, der laves økonomiske beregninger ud fra. Men den globale driftstid for kulkraftværker er slet ikke i nærheden af at være 80 procent.

Siden 2000 har kulkraftværker i gennemsnit kun kørt 60 procent af tiden, og i 2019 var tallet faldet til 54 procent. I EU er oppetiden kun på 37 procent, mens den er 49 procent i Kina, 57 procent i Indien og 49 procent i USA. Lav driftstid får prisen på elektriciteten fra kulkraftværkerne til at stige, hvilket gør dem til en mindre attraktiv energikilde.

I EU, Indien og Indonesien er der også indført nye regler for forurening fra kulkraftværker, hvilket har gjort det dyrere for energiselskaber at fortsætte med at bruge kulkraft, når der skal leves op til strengere miljøkrav.

Vedvarende energikilder som sol-, vind- og vandkraft er billigere

En anden vigtig faktor, der er medvirkende til, at kulkraft langsomt er på vej ud, er, at alternativerne er blevet billigere. Kulkraft har længe haft fordel af at være en meget billig energikilde – men ikke længere.

I dag er det billigere at fremstille energi fra vedvarende energikilder såsom vind- og solkraft end at have kulkraftværker, som kun kører halvdelen af tiden. En rapport fra marts 2020 lavet af Carbon Tracker viser, at mere end 60 procent af verdens kulkraftværker i dag genererer strøm, der er dyrere end den strøm, som vind- og solkraftanlæg kan producere. Ifølge rapporten ventes 100 procent af alle verdens kulkraftværker at være dyrere end sol- og vindkraft i 2030.

Kina er den klart største forbruger af kulkraft

Der er omkring 80 lande verden over, som gør brug af kul til at generere elektricitet, hvilket er en stigning på 14 i forhold til 2000, hvor der ’kun’ var 66 lande.

Antallet vil dog gå i den rigtige retning i fremtiden, hvor der flere lande – særligt i vesten – som er begyndt at udfase kulkraft.

Ved klimatopmødet COP26 i 2021 blev mere end 40 forskellige lande enige om at udfase kulkraft som energikilde og om ikke at bygge eller investere i nye kulkraftværker – både i ind- og udland. De store økonomier forpligtede sig til at udfase kulkraft i 2030’erne, mens de mindre økonomier forpligtede sig til i 2040’erne. Mange af landene har dog allerede meldt ud, at de vil udfase kulkraft – typisk inden 2030. Nye lande, som tidligere ikke har forpligtet sig til at udfase kulkraft eller stoppe nye investeringer i kul, er Polen, Vietnam, Chile og 15 andre lande.

Men det er altså ikke alle lande, der tænker i den bane. Som tidligere nævnt planlægger 13 lande at opføre deres første kulkraftværker, herunder Egypten.

Så hvordan ser brugen af kulkraft ud i det store, globale billede? Herunder ses en global opgørelse over de 10 lande, som står for den største kulkraftkapacitet (til venstre), og som udgør hele 86 procent af den globale kuldrift. Til højre ses de 10 lande, som planlægger mest kulkraftkapacitet, hvilket også udgør 85 procent af alle investeringer i kulkraftkapacitet.

Og som det kan være svært ikke at overse, stikker Kina voldsomt ud fra alle andre lande. Alene Kina står for 49,1 procent af den globale kulkraftkapacitet. Det er fire gange mere end den næststørste kulnation, USA, som ’kun’ har en andel på 12 procent.

Det er samtidig også Kina, der topper listen over lande, som er på vej med ny kapacitet inden for kul. Alene Kinas planlagte kapacitet er tæt på niveau med hele USA’s eksisterende kulkraftkapacitet.

Kina skruer op for kulkraftkapaciteten, mens EU og USA skruer ned

Lad os kigge nærmere på, hvordan de vigtigste lande og områders brug af kulkraft forandrer sig i disse år.

Ovenstående og, indrømmet, noget komplekse diagram viser den globale vækst inden for kulkraftkapacitet til venstre og antal kulkraftværker til højre opdelt i Kina (gul), Indien (orange), USA (lilla), EU (grå) og andre (lyserød). Der ses både positiv og negativ vækst. I venstre graf ses altså antal gigawatt tilføjet antal gigawatt taget ud af drift hvert år. I højre graf ses antal enheder kulkraftværktøjer tilføjet og udfaset hvert år.

De sorte linjer på begge grafer viser nettoforandringen. Venstre graf kan altså opsummeres til, at der hvert år siden 2000 er blevet tilføjet mellem 16 og 85 gigawatt kulkraftkapacitet om året. I højre graf ses det, at antallet af kulkraftværker indtil 2016 har været stigende, men siden 2017 har antallet af kulkraftværker været dalende.

Kina

Kinas brug af kul er eksploderet – som i virkelig eksploderet. Siden år 2000, hvor kulkraftkapaciteten lå på 199 gigawatt – det næsthøjeste dengang kun overgået af USA – er kapaciteten femdoblet til hele 1.005 gigawatt i 2019. Se forskellen nedenfor, hvor hvid er lukket, gul er i drift, orange er nye, lyserød er under opførsel og lilla er planlagt.

Alene et område på en radius af 250 kilometer nær Shanghai har så høj en koncentration af kulkraftværker, at områdets kapacitet på 100 gigawatt svarer til en placering som nummer fire på listen over lande med den største kulkraftkapacitet!

Ifølge Global Energy Monitor har Kina siden 2015 reduceret antallet af planlagte kulkraftværker med mere end 70 procent. I 2019 blev 134 gigawatt kulkraftkapacitet droppet.

Indien

Også Indien har øget brugen af kulkraft betragteligt. Siden 2000 har landet haft den næststørste stigning fra 61,6 gigawatt i 2000 til 229 gigawatt i 2019 – næsten en firedobling. Og ifølge den indiske regering vil kapaciteten stige yderligere til 238 gigawatt i 2027. Se forskellen nedenfor, hvor hvid er lukket, gul er i drift, orange er nye, lyserød er under opførsel og lilla er planlagt.

Indien har mere end halveret væksten i kapacitet, og der er tegn på, at væksten i kapaciteten vil fortsætte med at falde.

Indien har 66 gigawatt kulkraftværk på vej, men har alene i 2019 droppet at opføre 47 gigawatt, der ellers var planlagt. Til sammenligning var der 311 gigawatt kulkraftkapacitet under udvikling i Indien tilbage i 2015.

EU

Sammen med Canada er EU og Storbritannien førende, når det kommer til udfasning af kulkraftværker. Hvor kapaciteten i 2000 hed 189,4 gigawatt, var den i 2019 faldet til 143,4 gigawatt – og den ventes at falde yderligere til under 50 gigawatt. Se forskellen nedenfor, hvor hvid er lukket, gul er i drift, orange er nye, lyserød er under opførsel og lilla er planlagt.

Storbritannien, Frankrig, Italien, Holland, Portugal, Østrig, Irland, Danmark, Sverige, Finland, Ungarn, Slovakiet og Grækenland har alle forud for COP26 besluttet at udfase kulkraftværker inden 2030.

USA

USA’s kulkraftkapacitet var i 2000 på 327,1 gigawatt og har siden 2011 været faldende. I 2019 var kulkraftkapaciteten faldet til 246,2 gigawatt. Yderligere 71 gigawatt kapacitet er planlagt til at blive lukket ned, hvilket vil give næsten en halvering af kapaciteten siden årtusindeskiftet. Se forskellen nedenfor, hvor hvid er lukket, gul er i drift, orange er nye, lyserød er under opførsel og lilla er planlagt.

I 2019 kom 18 procent af USA’s strøm fra kul, hvilket var det laveste niveau siden 1975.

Kulkraft skal udfases for at holde den globale temperaturstigning nede

Tilbage i 2015 underskrev 195 FN-lande Parisaftalen, hvor landene indgik en juridisk bindende aftale om at holde den globale temperaturstigning under 2 grader, men helst 1,5 grader, under det førindustrielle niveau

Hvis det mål stadig skal indfries, skal der ske enorme forandringer på det globale energimarked de næste årtier. Ifølge International Energy Agency (IEA) vil det kræve, at al energiudvinding gennem kulkraftværker, hvor CO2-udledningen ikke er formindsket via blandt andet geologisk CO2-lagring, skal udfases inden 2040. Det svarer til en lukning af 100 gigawatt kulkraftkapacitet hvert eneste år indtil 2040.

Carbon Brief har desuden regnet ud, at den globale brug af kulkraft skal reduceres med 80 procent for at nå det mere ambitiøse mål om en temperaturstigning på 1,5 grader. Det vil i praksis betyde, at verdens brug af kulkraft skal høre helt op inden 2030.

CO2-skat kan være løsningen, der for alvor gør en forskel

Den enorme CO2-udledning, som især Kinas brug af kulkraft forårsager, rejser et helt naturligt spørgsmålet: Hvordan løser vi problemet? I EU, Storbritannien, USA og Canada peger alt på, at udfasningen af kul til fordel for vedvarende energikilder lykkes. De fire danske kulkraftværker, som pt. genererer cirka 20 procent af landets strøm, er efter planen udfaset inden 2030.

Men i det store billede betyder det ikke meget, om Danmark og de øvrige EU-lande bruger kulkraft eller ej. Det suverænt vigtigste er, hvad især Kina, men også lande som Indien og Indonesien gør. Disse lande har stadig planer om at opføre mange nye kulkraftværker, ganske enkelt fordi der er en enorm efterspørgsel på billig elektricitet.

Denne efterspørgsel er ikke kun drevet af den enorme befolkning i Asien, men også de mange globale fabrikker i Kina, som er dybt afhængige af strøm. Fabrikkerne fremstiller alt fra vores forbrugerelektronik og tøj til biler og reservedele.

Det kan altså godt være, at EU, Storbritannien, USA og Canada i løbet af dette årti formår at omstille energisektoren til grøn energi såsom vind- og solkraft. Men det kan i sig selv ikke få os i mål. Ikke kun Kina skal ændre adfærd, men også Vesten, som i høj grad er medskyldig i den stigende efterspørgsel på elektricitet, som de mange kinesiske kulkraftværker skal dække.

EU foreslår CO2-skat på udvalgte importvarer

Noget må gøres for at drive samme udvikling i især Kina. En løsning herpå kan være en CO2-skat. En CO2-skat har været blandt overvejelserne i international klimadebat i mange år, men tanken synes at få større og større tilslutning for tiden.

Idéen er – så simpelt som det kan lyde – ‘blot’ at pålægge en ekstra told eller skat på varer fra tredjelande såsom Kina. CO2-skatten skal afspejle den CO2-udledning, der er forbundet med produktionen af en vare.

Derfor er en CO2-skat en god idé

En CO2-afgift vil tilskynde virksomheder til at producere alt fra møbler og elektronik til plejeprodukter og fødevarer inden for EUs grænser, da de højere priser på varer med CO2-skat produceret i eksempelvis Kina vil gøre EUs indre marked mere konkurrencedygtigt.

Man vil samtidig undgå, at virksomheder i EU blot flytter produktionen af varer uden for EU eller importerer varer uden for EU, hvor der ikke er samme strenge klimarelaterede krav.

Samtidig vil en EU-afgift også tilskynde lande som Kina til at omstille til vedvarende energikilder for at kunne fortsætte eksporten af varer til EU i samme niveau.

CO2-afgiften vil altså ikke kun – på papiret – få Kina til omstille sig hurtigere. Det vil også reducere europæeres CO2-forbrug, eftersom mange varer kan produceres mere bæredygtigt i EU. Samtidig vil den kortere transport af varerne også være en gevinst.

At indføre en CO2-skat i EU er dog mere kompliceret end som så. EU har luftet idéen om en CO2-skat i flere år, men mange juridiske benspænd gør, at det ikke bare sådan er til at implementere. Lande har for eksempelvis mulighed for at klage til Verdenshandelsorganisationen WTO.

Vil indføre CO2-afgift på stål, aluminium og elektricitet fra 2026

Netop EU tror dog faktisk så meget på idéen, at Kommissionen i juli 2021 foreslog at indføre en CO2-skat på import af stål, aluminium, cement, gødningsstoffer og elektricitet, som vil overholde Verdenshandelsorganisationens regler.

Importafgiften skal efter planen indfases fra 2026 og har også til hensigt at beskytte europæiske industrier, som møder hård konkurrence fra udlandet, der kan producere samme varer til lavere priser, fordi de ikke skal betale CO2-afgifter. Som led i overgangen skal virksomheder, der importerer de pågældende varer fra tredjelande, overvåge og indberette deres udledning af CO2.

Lykkes det EU at implementere en CO2-afgift, vil det i første omgang formentlig ikke betyde meget for det globale CO2-regnskab, da de udvalgte importvarer kun udgør 5 procent af EUs importmarked. Initiativet kan dog være starten på en længere og meget vigtig proces, der langsomt kan begynde at tilskynde de store CO2-syndere til at omstille til grønne teknologier, så den globale CO2-udledning kan reduceres, inden det er for sent.

Se også: Nyheder om klima og grøn teknologi