Smart Industry hjælper danske SMV’er med på robotbølgen

Smart Industry er et projekt med støtte fra EU og Region Midtjylland, der skal hjælpe danske SMV'er med på robotbølgen - for eksempel NIZE equipment.

Smart Industry hjælper danske SMV’er med på robotbølgen

NIZE equipment, en dansk gazellevirksomhed og leverandør af storformatprintere i hele Norden, har i samarbejde med ingeniørforskere på Aarhus Universitet sat gang i udviklingen af robotteknologi til den grafiske branche. Projektet sker som led i Region Midtjyllands Industri 4.0-udviklingsprogram, Smart Industry.

Større efterspørgsel på robotteknologi

Smart Industry går i korte træk ud på at hjælpe små og mellemstore danske virksomheder (SMV’er) med at omfavne robotteknologi, digitalisering og automatisering i Region Midtjylland. Forskere fra Aarhus Universitet deler viden med virksomheder for at optimere processer og inkorporere ny teknologi.

Virksomhederne i projektet investerer udelukkende mandetimer i programmet, som er støttet af EU’s Regionalfond og Region Midtjylland.

”Der er større og større efterspørgsel på maskiner, der ved hjælp af robotteknologi kan øge effektiviteten og automatisere repetitive processer. Men der findes ingen færdige plug-and-play-hyldevarer, der kan hjælpe dig som virksomhed i gang med den omstilling, så hvor går man så hen?,” spørger administrerende direktør og grundlægger af NIZE equipment, Lars Nikolajsen.

Mistede kunder til konkurrent på grund af automatisering

Det spurgte han også sig selv om allerede tilbage i 2013, hvor han mistede kunder til en anden leverandør netop på grund af automatisering. I mangel på svar forsøgte han selv at udvikle robotteknologi, der kunne integreres i virksomhedens eksisterende printer- og fræsersystemer.

I 2019 indgik NIZE equipment derfor i Smart Industry-projektet. Siden da har ingeniørstuderende og forskere fra AU Engineering samarbejdet med virksomhedens teknikere for at udvikle og fintune robotarmsteknologi, der kan arbejde sammen med mennesker – de såkaldte kollaborative robotter – på eksisterende printersystemer.

Se også: De største danske tech virksomheder

Kompliceret med robotsystemer

Lektor Xuping Zhang, der ekspert i kollaborative robotter ved Institut for Mekanik og Produktion på Aarhus Universitet leder Smart Industry-projektet. Han forklarer, at der findes mange forskellige SMV’er, der producerer mange forskellige produkter og har dynamiske layouts i produktionen.

“Derfor er det meget kompliceret at udvikle et robotsystem med en kommerciel gribeanordning, som kan håndtere det hav af forskellige ting, der laves. Det er en af årsagerne til, at det endnu er en kompleks opgave at integrere robotteknik i produktionskæder,” fortæller Xuping Zhang.

Se også: AI fjerner jobs men skaber nye

Smart Industry-projektet udløber i 2021

Smart Industry-projektet udløber i følge planen ved udgangen af 2021. Lars Nikolajsen håber dog, de får mulighed for at fortsætte samarbejdet og udvikle noget af den teknologi, som samfundet efterspørger.

”Vores kunder efterspørger i stigende grad automatisering, og sådan er det inden for mange brancher. Der er behov for langt mere fokus på digitalisering og robotteknologi, hvis vi her i de små skandinaviske lande skal klare os i fremtiden, slutter han.

Se også: Nyheder om dansk teknologi