Overblik over de danske teleselskaber – hvilke teleselskaber ejer hvem?

Hvilke teleselskaber ejer TDC, Telenor, Telia og 3? Få overblik over, hvem der ejer hvem, og hvilket mobilnet de forskellige teleselskaber bruger.

Overblik over de danske teleselskaber – hvilke teleselskaber ejer hvem?

Konkurrencen mellem danske teleselskaber er benhård. Det er godt for forbrugere og virksomheder, som får masser af tale, data og andre tjenester til en rigtig god pris, fordi teleselskaberne konstant kæmper om at holde på kunderne og skaffe nye til. Det betyder dog også, at teleselskaber ofte kommer og går, fordi forretningen enten ikke løber rundt, eller fordi nye, små spillere opkøbes af de store teleselskaber.

Kan du ikke finde hoved og hale i, hvilke teleselskaber der ejer hvem? Og hvem de tidligere har ejet? Her får du overblikket over, hvilke teleselskaber de fire store udbydere TDC, Telenor, Telia og 3 ejer.

Netværksoperatør og teleselskab – hvad er forskellen?

Lad os først få etableret, hvad et teleselskab egentlig er. I Danmark bruges begreberne teleselskab, teleudbyder og mobilselskab i flæng om både de selskaber, som ejer eget mobilnet, og de selskaber, som lejer sig ind på andres mobilnet.

I Danmark findes fire forskellige teleselskaber med eget netværk, og som derfor også kan kaldes for netværksoperatører eller på engelsk mobile network operator (MNO). TDC Group, Telenor, Telia og 3 er alle teleselskaber med eget mobilnet. De er derfor ikke kun teleselskaber, men også netværksoperatører.

Der findes mange flere mobiludbydere i Danmark. Disse lejer sig ind på de fire mobiloperatørers netværk. Sådanne selskaber kaldes for mobile virtual network operator (MVNO), altså en virtuel netværksoperatør. Disse mobilselskaber ejer ikke selv netværksinfrastruktur, men indgår en lejeaftale med en af de fire netværksoperatører.

Så langt så godt. Men hvilke teleselskaber ejer hvem, og hvilke øvrige teleselskaber bruger de fire mobilnet i Danmark? Få overblikket herunder.

Hvilke teleselskaber ejer TDC?

Tilbage i 2019 adskilte TDC Group virksomheden i to selskaber: TDC NET, som driver TDCs mobilnet, og Nuuday, som består af TDC’s kundevendte brands. Datterselskabet Nuuday ejer teleselskaberne YouSee, TELMORE, eesy, UnoTel, HomeMobil, TDC Erhverv og Relatel.

YouSee er Danmarks største teleselskab og har eksisteret under dette navn siden 2007. YouSee er i dag TDCs flagskibsprodukt, når det kommer til salg af mobilabonnementer, mobilt bredbånd og mobiltelefoner til privatkunder.

Deres mobilabonnementer er typisk dyrere end lavprisselsekabernes abonnementer. Til gengæld tilbyder YouSee roaming i mange lande, gratis adgang til YouSee Musik og samlerabat. YouSee har også fysiske butikker, hvor man kan købe produkter og få hjælp.

TELMORE er et af YouSees to andre store brands. TDC opkøbte teleselskabet tilbage i 2003, hvor det var Danmarks første teleselskab, der kun eksisterede online. TELMORE har særlig fokus på kundeservice og tilbyder et stort udvalg af abonnementer med streamingtjenester.

Da TDC Group i 2016 lagde de to brands TDC og YouSee sammen til YouSee, blev alle privatkunder samlet i YouSee, mens TDC skiftede navn til TDC Erhverv og sidenhen kun har haft erhvervskunder.

Sidst, men ikke mindst, ejer TDC også Relatel, som sælger mobilløsninger til virksomheder. Det blev dannet i 2019 ved en sammenlægning af Fullrate Pro og erhvervsteleselskabet Firmafon.

eeasy er TDCs lavprisselskab fra august 2020, der sælger billige mobilabonnementer og intet andet. TDC har siden 2009 ejet 100 procent af teleselskabet UnoTel, som har eksisteret siden 2004. Det bliver dog drevet som et 100 procent selvstændigt brand.

Tidligere teleselskaber ejet af TDC

TDCs historie går helt tilbage til 1990, hvor selskabet hed Tele Danmark og var statsejet. I 2000 skiftede Tele Danmark navn til TDC og begyndte også at sælge mobiltelefoni. Siden da har TDC opkøbt en lang række teleselskaber og sammenlagt en række teleselskaber.

Lavprisselskabet Fullrate blev i 2009 købt af TDC, og i foråret 2020 blev det sammenlagt med YouSee. I 2011 købte TDC teleselskabet Onfone, som også blev sammenlagt med YouSee allerede i 2013. I 2017 opkøbte TDC lavprisselskabet Plenti, og allerede året efter i 2018 blev Plentis 90.000 kunder flyttet til TELMORE.

Andre teleselskaber på TDCs net

Det TDC-ejede Nuuday Mobile Partners (tidligere Companymobile) lader virksomheder leje sig ind på TDCs netværk og infrastruktur og starte et teleselskab i ejet navn. Af aktive selvstændige teleselskaber på TDCs net er HALLO, Velkommen, NetTalk, DanDial, UnoTel, 2TELL, Facilicom, Firstcom, IP Vision, Lycamobile og WeChatGo.

Tidligere uafhængige teleselskaber på TDCs net er Plenti, Fullrate, Billingcom, coop mobil, DSB Talk, punk1 mobil, Cirque, Joi, Signafon og happii mobil.

Hvilke teleselskaber ejer Telenor?

Telenor er et norsk statsejet teleselskab, som opererer i Norden og dele af Asien, hvilket gør det til et af verdens største teleselskaber. Ud over selv at sælge mobilabonnementer, mobilt bredbånd og bredbånd gennem Telenor har teleselskabet også ejet lavprisselskabet CBB Mobil siden 2004.

Telenor udmærker sig ved at tilbyde et væld af fordele, for eksempel roaming i mange lande, gratis skærmskift, samlerabat, mobilforsikring og kundeservice med lang åbningstid. Telenor har også fysiske butikker, hvor man kan købe produkter og få hjælp. Det gør også abonnementerne lidt dyrere end hos lavprisselskabet CBB, hvor fokus er på mest mobilabonnement for pengene.

Tidligere teleselskaber ejet af Telenor

Telenors historie i Danmark går tilbage til 1991, hvor telemarkedet blev liberaliseret. Her blev teleselskabet Sonofon dannet af GN Store Nord og BellSouth. Sonofon købte i 2004 lavprisselskabet CBB Mobil, som stadig er aktivt i dag. I 2000 og 2003 købte den norske Telenor-koncern henholdsvis GN Store Nord og BellSouth ud af Sonofon. Endnu et opkøb fandt sted – denne gang af teleselskabet Tele2 i 2007.

Sonofon skiftede i 2009 navn til Telenor, og samme år købte Telenor lavprisselskabet BiBoB, som blev grundlagt to år forinden. I 2009 – to år efter opkøbet – blev Tele2 lagt sammen med Telenor. Endnu en lukning fandt sted i 2016, da kunder i BiBoB blev flyttet til Telenors andet lavprisselskab CBB Mobil.

Andre teleselskaber på Telenors net

Telenor lader andre teleselskaber leje sig på ind på sit netværk. Aktive teleselskaber på Telenors netværk, som ikke er ejet af Telenor, er GreenSpeak, Lebara, Comtalk, duka, IP Vision, ComX og evercall.

Hvilke teleselskaber ejer Telia?

Telia Company, tidligere kendt som TeliaSonera, er Europa femtestørste teleoperatør og det største teleselskab i Nordeuropa. Deres største brand er Telia, men Telia ejer også lavprisselskabet Call me og mobiludbyderen Mit Tele.

Telia Danmark og energikoncernen Norlys underskrev 15. september 2023 en aftale om, at Norlys køber Telia Danmark. Telia skifter derfor navn til Norlys, mens Call me forbliver sit eget brand.

Tidligere teleselskaber ejet af Telia

Telia startede i Danmark i 1995 og købte i 2005 teleselskabet Orange, hvis kunder blev en del af Telia.

I 2007 købte Telia lavprisselskabet Debitel, som ved samme anledning ændrede navn til Call me. Med i handlen fik Telia også 50 procent ejerskab over mobiludbyderen DLG Tele. I 2016 overtog Telia det fulde ejerskab over DLG Tele, som skiftede navn til Mit Tele i 2017.

Telia udmærker sig med mobilabonnementer til familier. Her er store samlerabatter, og der er adgang til billigere streamingtjenester gennem teleselskabet. Flere af Telias abonnementer indeholder også roaming i mange lande. Telia har også fysiske butikker, hvor man kan købe produkter og få hjælp.

Modsat Telia er Call me er et lavprisselskab. Call me udmærker sig med høj kundetilfreds og abonnementer til lave priser.

Andre teleselskaber på Telias net

Telias mobilnet kan, ligesom hos de andre operatører, anvendes af virksomheder, som lejer sig ind på det. greentel og waoo bruger begge Telias net.

Tidligere har lavprisselskabet Gladmobil også anvendt Telias netværk, men det blev sammenlagt med Greentel i 2021.

Hvilke teleselskaber ejer 3?

Teleselskabet 3 er officielt registreret under navnet Hi3G Denmark. 3 Mobil, som teleselskabet også kaldes, ejer også lavprisselskabet OiSTER, som blev lanceret i 2008. I oktober 2022 lancerede 3 lavprisbrandet Flexii, som sælger endnu billigere abonnementer end OiSTER.

3 har siden lanceringen i Danmark altid udmærket sig ved at være det teleselskab, der satser stort på roaming i udlandet med 3LikeHome og abonnementer med masser af data. 3 har også fysiske butikker, hvor man kan købe produkter og få hjælp.

Hos lavprisselskabet OiSTER er fokus på prisen. OiSTER tilbyder de laveste priser på mobilabonnementer og ikke meget andet.

Tidligere teleselskaber ejet af 3

I 2013 lancerede 3 teleselskabet moji, som udmærkerede sig ved kun at tilbyde et enkelt mobilabonnement og med adgang til et stort fordelsunivers med besparelser i tusindvis af butikker. Blot en måned efter lanceringen måtte 3 lukke moji ned på grund af problemer med at vareregistrere navnet. Et halvt års tid efter blev teleselskabet relanceret under navnet Zenji. Zenji fortsatte med at fungere indtil sidst i 2017.

Andre teleselskaber på 3s net

Der er ikke mange teleselskaber udover 3-ejede OiSTER og Zenji, som bruger eller har brugt 3s netværk. IP Vision, som sælger telefoniløsninger til virksomheder, har adgang til 3s netværk.

Se også: Nyheder om telekommunikation