Her er de 10 mest populære programmeringssprog i verden
- Programmeringssprog er utroligt vigtige. De gør det muligt at udviklere skabe al den software, som vi konstant er i berøring med i vores hverdag.
- Hele fire af de 10 mest populære programmeringssprog er udviklet af danskere.
Når det kommer til programmeringssprog, kan vi danskere godt være lidt stolte af os selv. Det er nemlig en håndfuld danske dataloger og programmører, der står bag nogle af verdens mest populære programmeringssprog.
Men hvorfor er programmeringssprog overhovedet vigtige? Det er de, fordi de spiller en helt central rolle for meget moderne teknologi og derigennem har enorm betydning for os mennesker.
Uden programmeringssprog ville du for eksempel ikke kunne læse denne artikel, fordi hjemmesider på internettet er konstrueret med programmeringssprog. Du ville heller ikke kunne bruge din computer, smartphone, smart-tv eller søge efter en løsning på et problem eller et spørgsmål på Google.
Men hvilke programmeringssprog er mest populære, og hvad kendetegner de forskellige programmeringssprog? Det kan du se her.
Læs også: Hvad er software og it, og hvilken betydning har det for samfundet?
Disse programmeringssprog anvendes af flest programmører
Der er flere måder at opgøre populariteten af et programmeringssprog på. Virksomheden SlashData, som laver markedsanalyser inden for udviklerområdet, har opgjort programmeringssprogenes popularitet ud fra antallet af aktive udviklere, der gør brug af de forskellige programmeringssprog.
Mere end 19.000 udviklere i 168 forskellige lande har medvirket i undersøgelsen State of the Developer Nation Q3 2021.
Så hvordan ser top 10-listen for programmeringssprog ud? Den kommer her:
1. JavaScript: 16,4 millioner
JavaScript er det mest populære programmeringssprog med næsten 16,5 millioner programmører, der bruger det. Alene i 2020 tog fire millioner nye udviklere Javascript i brug – den højeste vækst af alle programmeringssprog.
JavaScript er et højniveausprog – nærmere bestemt et scriptsprog, som typisk findes i webbrowsere i form af interaktivt og automatiseret indhold – lige fra pop op-vinduer til webapplikationer. Trods navnet er JavaScript ikke relateret til Java.
I opgørelsen er også inkluderet CoffeeScript og TypeScript.
2. Python: 11,3 millioner
Python er det næstmest anvendte programmeringssprog med 11,3 millioner udviklere, der bruger det. Siden 2020 er programmeringssproget vækstet 25 procent – en af de højeste stigninger. I nyere tid har Python vundet indpas inden for maskinlæring, hvor 70 procent af udviklerne, der arbejder med ML, bruger Python.
Det er et gratis og open-source objektorienteret højniveausprog, der bruges til generelle formål, og som minder om PHP, Ruby og JavaScript. Python er kendetegnet ved at være meget læsevenligt på grund af hyppig brug af indrykning.
De fleste større hjemmesider/programmer såsom Google, YouTube, Instagram, Reddit, Spotify og DropBox er udviklet med Python.
3. Java: 9,6 millioner
Java er et klassebaseret og objektorienteret programmeringssprog udviklet af Sun, som er inspireret af C++ og C, og som bruges til generelle formål. Med 9,6 millioner brugere er Java det tredje mest anvendte programmeringssprog. Det har eksisteret siden 1995.
Java udmærker sig ved, at programmer udviklet i sproget kan køre på alle platforme, som understøtter Java, uden at softwaren skal kompileres forfra. Uden for Java-platformen anvendes programmeringssproget især til mobilstyresystemet Android.
4. C/C++: 7,5 millioner
C og C++ er for så vidt to forskellige programmeringssprog, men de er tæt relaterede. C blev skabt tilbage i 1972 og er et sprog, der er anvendeligt til alle formål, og som understøtter struktureret programmering og rekursion [noget, der refererer til sig selv, red.]. C bruges meget inden for kodning af operativsystemer, der tidligere krævede assemblersprog.
Den danske datalog Bjarne Stroustrup opfandt i 1985 programmeringssproget C++. Det er en udvidelse af C og gik oprindeligt under navnet “C with Classes”. I dag er C++ særligt anvendt inden for desktopprogrammer, computerspil, servere og anvendelser, hvor hastighed er vigtigt. I dag er C++ standardiseret af International Organization for Standardization (ISO).
5. PHP: 7,3 millioner
PHP er et open-source objektorienteret server-side scriptsprog til generelle formål, der er rettet mod webudvikling. Det blev skabt tilbage i 1995 af den dansk-canadiske softwareudvikler Rasmus Lerdorf.
PHP er en vigtig bestanddel af de fleste hjemmesider i dag. Ifølge W3Techs bruger intet mindre end 79,2 procent af alle hjemmesider PHP. Alternativer til PHP er Microsofts .Net-framework, Ruby, Python og Perl.
6. C#: 7,1 millioner
C# er et programmeringssprog baseret på C++ og inspireret af Java. Det har flere paradigmer, der bruges til generelle formål. C# er imperativ, funktionel, generisk, objektorienteret og komponent-orienteret.
Også C# kan vi takke ikke bare én, men to danskere for. Microsoft-programmøren Anders Hejlsberg designede det tilbage i 2000, mens hans danske kollega Mads Torgersen også er kraftigt involveret i udviklingen af sproget.
7. Kotlin: 2,9 millioner
Kotlin er et gratis, open-source platformuafhængigt programmeringssprog, som det tjekkiske softwarefirma JetBrains skabte i 2011. Kotlin er et alternativ til Java, som oprindeligt var udviklet til JVM (Java Virtual Machine) og Android og kombinerer objektorienterede og funktionelle programmeringsfunktioner.
8. Swift: 2,5 millioner
Swift er et programmeringssprog til generelle formål, som Apple skabte i 2014. Det er et open-source sprog, der afløser Apples tidligere programmeringssprog, Objective-C. Swift kan bruges til alt fra systemprogrammering og mobil- og desktopapps til cloud-tjenester.
9. Go: 2,0 millioner
Go (også kaldet Golang) er et programmeringssprog udviklet af Google i 2009. Det er inspireret af Pythons simplicitet og de muligheder, som C giver. Go udmærker sig ved at være et simpelt, pålideligt og effektivt programmeringssprog.
Go har i dag mange anvendelser, blandt andet cloud-tjenester og server-side-applikationer, kommandoværktøjer og bliver også anvendt af Google, Cloudflare, Dropbox, MongoDB, Netflix, SoundCloud, Twitch og Uber.
10. Dart: 1,4 millioner
Dart er endnu et programmeringssprog, som Google har udviklet – nærmere bestemt danske Lars Bak og Kasper Lund. Det så dagens lys i 2011 og bruges allerede nu af 1,4 millioner programmører.
Dart blev designet med det formål at gøre udviklingsprocessen så bekvem og hurtig som muligt for udviklerne.
Syntaksen i Dart minder meget om den i programmeringssprog som JavaScript, Java og C++. Så hvis man først kender et af disse sprog, kan Dart relativt nemt læres.
Læs også: Seneste nyt om software og it-løsninger
Vi menerDanmark er et unikt land, når det kommer til software og programmeringssprog. Vi bør være rigtigt stolte over, at danskere står bag fire af de 10 mest populære programmeringssprog, Med et befolkningstal på lidt under 6 millioner indbyggere er det helt utroligt, at danskere som Bjarne Stroustrup, Rasmus Lerdorf, Anders Hejlsberg, Mads Torgersen, Lars Bak og Kasper Lund har kunnet sætte så stort et aftryk på det globale softwaremiljø. Overalt i hele verden er millioner af softwareprodukter udviklet takket være deres store bedrifter.
|